Luk

Bryllupsguide til den store dag – Del 1

Planlægning

Vi har lavet en bryllupsguide så I kan planlægge  jeres helt perfekte drømmedag – guiden er delt op i 3 dele med fire emner i hver.

I denne første del starter vi med invitationerne, kirken, brudebuketten og slutter af med et godt tip.

Hvad skal man huske?

Invitationer

Invitationen skal indeholde alle de praktiske oplysninger om, hvor og hvornår vielsen finder sted, samt hvor eventuel reception og fest finder sted, så gæsterne kan arrangere transport fra kirken til festen.

I invitationerne har I også mulighed for at lade gæsterne vide, hvis I har særlige forventninger til dem – det kan være påklædning, hvis I ikke ønsker sange eller taler, eller har andre særlige ønsker.

Mange bruger også invitationerne til at afsløre et eventuelt tema for festen.

Hvis I gerne vil sikre jer, at så mange gæster som muligt kan deltage, men ikke har alle detaljerne på plads, kan I sende et ”save-the-date” kort i første omgang og følge op med en rigtig invitation, når I har flere oplysninger klar.

 

Kirken

Ønsker I at blive viet i en kirke, skal I henvende jer til præsten eller evt. til kirkekontoret for at aftale tidspunktet. Nogle henvender sig op til et år inden, for at være sikre på at få en bestemt dato.

Hvis I ønsker at blive gift i et andet sogn, end der hvor I bor, så vær i særlig god tid, da sognebørnene har førsteprioritet. Præsten har ikke pligt til at vie et par, som ikke bor i sognet, men i langt de fleste tilfælde er det ikke noget problem, specielt ikke hvis I har en god grund til at vælge den pågældende kirke. Hvis det er fordi, I har et godt forhold til præsten, eller synes han eller hun holder nogle gode prædikener, kan det sagtens fungere som en god grund. Der kan også være familiære traditioner bag valget af en bestemt kirke.

Som udgangspunkt skal den kirkelige vielse foretages i kirken, men I kan også blive viet i Guds fri natur eller et andet sted, der har en særlig betydning for jer, men præsten skal godkende det.

 

Brudebuket

Traditionen siger, at det skal være brudgommen, der bestiller brudebuketten. Mange vil dog gerne sikre sig, at kjole og blomster passer sammen – så hvis du ikke ligefrem selv vil overtage opgaven, kan du give brudgommen en stofprøve af kjolen med til blomsterhandleren sammen med instruktioner om de ønskede farver og form.

Efter brylluppet kan du lade buketten tørre eller blive presset.
Mange bliver skuffede, når de selv forsøger at hænge buketten ”med hovedet nedad” – for senere at opdage, at buketten er helt sort.
Vil du gerne have et flot resultat,så lad en professionel gøre det.

 

Kom i god tid på dagen

Gommen og hans forlover – hvis han har en – skal helst være i kirken en halv time før brylluppet, så de er klar til at tage imod gæsterne, når de ankommer. Det er kutyme, at gæsterne kommer i god tid før bruden. Gerne ti minutter før tidspunktet for vielsen.

Der er efterhånden mange, som ikke kender de gamle regler for etikette, så det kan være en god idé at skrive det i indbydelsen. Når bruden ankommer til kirken, skal alle gæsterne være i kirken.

 

Læs mere: 9 skønhedstips til bruden »

Læs mere: Vielsesringene – Læs alt om dem her »