Luk

Vi tester: Brudevals-App – virker den?

MusikVi tester

De fleste par har travlt op til brylluppet, og danseundervisning i brudevalsen står måske ikke øverst på to do-listen. En App kan være løsningen.

Vi har fået et kommende brudepar til at teste.
App’en ‘Brudevalsen’ fås både i en lite og en fuld version og virker til iPhone, iPod og iPad. Den fulde version koster 48 kr. og kan hentes via iTunes Store

app til brudevalsen

Sådan fungerer App’en

App’en består af fire lektioner: Tre med instruktioner og én, der blot er musik.

Til 1. lektion skiftes manden og kvinden til at prøve trinnene. Først trykker man, om man er mand eller kvinde. Herefter holder man iPad’en i hånden og skal nu følge et par sko på skærmen, der viser trinnene.

Til 2. lektion står manden og kvinden over for hinanden med iPad’en og følger anvisningerne på skærmen.

Til 3. lektion vises der, hvordan man skal holde om sin partner, og man lærer at dreje i det sidste trin. Ved 3. lektion skal man lægge iPad’en, mens man danser og bliver nu guidet af en stemme, der tæller.

Til 4. lektion afspilles brudevalsen uden yderligere vejledning, og man kan nu øve.

Fra teori til praksis

Ét er teori, noget andet er praksis, og vi har derfor bedt Nanna og Ronni, der skal giftes i 2013 om at teste App’en. Se her, hvad det kommende brudepar fik ud af det – udover en sjov aften:

Brugervenlighed

Brugervenligheden på App’en er helt i top, og det er meget nemt at betjene den, erklærer parret.

Effekt

Nanna understreger, at man sagtens kan lære de grundlæggende trin i Brudevalsen ved hjælp af App’en, men at det blev svært i lektion fire, hvor der kun var musik. Her voldte tempoet en del problemer. Når man ikke har danset til musikken før, kunne det have været rart, hvis stemmen stadig talte for, siger Nanna.

App’en som eneste undervisning

Parret mener ikke, man kan nøjes med App’en som eneste undervisning, da hverken brud eller gom har meget erfaring med dans. Specielt takten voldte problemer. Nanna peger på et andet problem: Trinnene er bygget en smule firkantet op, hvilket gør, at det kommer til at virke lidt stift, når man danser. Derfor ville en video, hvor man ser et par danse brudevalsen til musikken, have været helt perfekt.

Hyppighed

Da det kun er trinnene, man får undervisning i, synes parret ikke, man behøver afspille App’en mange gange, tværtimod.

– Efter at have afprøvet App´en en enkelt gang, tror vi ikke, man behøver App´en mere – så har man lært trinnene og skal blot finde takten og gøre den lidt ‘blødere’ mener parret.

Anbefaling

Parret er ikke helt afvisende overfor, om App’en kan være en hjælp for andre.

– Både og, siger Nanna. Det er nemmere at følge trinnene på denne måde, end at skulle læse om dem andre steder på nettet.

Value for money

App’en koster, som tidligere nævnt, 48 kroner, og da parret blev spurgt, om den var pengene værd, var det en meget klar afvisning fra de to. Nanna understreger:

– Den er ikke 48 kr. værd. Til 12 kr. ville jeg ikke ærgre mig over at have købt App´en, da det trods alt er nemmere at få trinnene vist på en skærm frem for at læse sig til dem på nettet. Vi er dog enige om, at 48 kr er mange penge, når man ikke kan nøjes med den som eneste vejledning.

Og så til hjerterne

Parret giver App’en 2 1/2 ud af fem Bryllupshjerter – 2 hjerter fordi den er bygget godt op men alligevel ikke kan mere i forhold til prisen, og et halvt hjerte fordi den trods alt leverede en sjov aften.

Konklusionen må derfor være, at App’en er fin til at lære de grundlæggende trin til brudevalsen og derfor sagtens kan bruges, hvis man ikke påtænker at imponere familie og venner med det helt store afdansningsbal men blot ser brudevalsen som et nødvendigt onde.

Holdning er en stor del af dansen, og hvis du påtænker, at levere en smuk brudevals, der kunne få en lille tåre frem fra selv den mest hardcore onkel, skal du måske tænke i andre alternativer.

Test: 2,5 hjerter