Luk

Intimt bryllup på Fyn

Real life bryllupper

Vi er et modent par på 45 og 49 som blev gift den 20.8.2016. Vi har begge været gift før, da vi var unge, men har nu fundet kærligheden igen. Vi havde et lille intimt bryllup med 35 gæster og blev viet i Korup Kirke i Odense. Receptionen og fest blev holdt på Frederik IV’s Hotel i Odense.

line-og-claus-20-8-2016

Claus friede til mig i Rom den 20. August 2015, hvilket var meget romantisk. Da vi begyndte at planlægge vores bryllup blev vi enige om, at vores bryllupsdag også skulle være den 20. August. Så vi både har forlovelses- og bryllupsdag på samme dato. Vi ønskede et lille intimt bryllup med vores familier og nærmeste venner, og det var lige hvad vi fik.

Vi har mødt hinanden midt livet og var ikke i tvivl om, at vi ville giftes i kirke. Det vigtigste for os var at fejre vores kærlighed med dem vi holder af. Derfor valgte vi at få taget et fællesbillede sammen med alle gæsterne – formet som et hjerte.

Vi har i fællesskab, hele vejen igennem, forberedt vores bryllup til mindste detalje. Lige fra stilen på invitationer og bordkort, til valg af pianist og DJ. Vi tog til bryllupsmesse og fik masser af inspiration. Vores store børn i alderen 10-19 år har været en del af planlægningen, så det har også været et familieprojekt.

Da det meste af familien kommer fra Sjælland og skulle overnatte på hotellet, derfor mødtes vi dér ved frokosttid, hvor alle klædte om, gjorde sig klar og drak champagne. Det var meget hyggeligt med alle samlet. Jeg havde fire brudepiger i alderen 7 til 16 år, som var så fine.

Efter vielsen havde vi reception på hotellet med bryllupskage og en pianist der spillede dejligt musik. Middagen var festlig med mange personlige indslag, så der var både grin og tårer. Vi følte begge at dagen forløb ligesom vi havde ønsket. Vi havde en super god toastmaster, som styrede det hele til perfektion. Efter brudevalsen havde vi en DJ og gæsterne dansede skiftevis på dansegulvet, og gik ud på hotellets hyggelige terrasse, som var oplyst med lanterner og små borde. Efter natmaden var der bar i kælderen for natteravnene.

Hele dagen havde vi en Myselfie stående. Det var til stor morskab og fornøjelse for alle gæster, at få taget en masse sjove billeder/selfies, så det kan vi varmt anbefale.
Næste morgen spiste vi brunch med gæsterne, mens vi åbnede de sidste gaver. Det var en meget hyggelig afslutning, på en dejlig fest.

sh-line-og-claus

Det sjoveste minde fra dagen: Da jeg skulle kaste min brudebuket, landede den ikke i armene på en af de håbefulde gæster, men på en repos i loftet. Så da jeg vendte mig om for at se hvem der havde grebet buketten, stod alle pigerne og kiggede op i loftet, og kunne ikke forstå hvor buketten var henne. Det var ret sjovt og det hele endte med, at jeg valgte selv at beholde brudebuketten.

Tips til dagen:
Husk at planlægge i god tid, så der er ro på i ugerne op til brylluppet. På selve bryllupsdagen er det godt at uddelegere opgaverne, så I som brudepar kan nyde dagen fra starten. Book også en fotograf i god tid og snak med fotografen om jeres ønsker. Vi havde en god og kreativ fotograf, som kom med ideer vi ikke lige selv havde tænkt på. Og – husk ekstra sko til at skifte senere på aftenen!

Navne: Anneline Vogelius Balle og Claus Rasmussen
Dato for vielse: 20.8.2016
Vielse: Kirkelig vielse i Korup Kirke, Odense
Antal gæster: 47 til reception og 35 til middag
Budget: 60.000 kr.
Reception og fest: Fredrik IV’s Hotel, Odense
Brudekjole: Glamour Brudekjoler, Odense
Brudgommens tøj: Tiger of Sweden
Hvad var det bedste øjeblik på dagen:

Claus: Mit bedste øjeblik var, da min brud kom gående op ad kirkegulvet til mig og var så smuk og jeg blev meget rørt og stolt over at hun skulle være min kone.
Anneline: Samlet set var dagen meget overvældende og fyldt med kærlighed og glæde og mange smukke øjeblikke. Da Claus holdt sin flotte tale for mig, blev jeg meget rørt. Claus er meget god til ord og havde skrevet små digte til alle bordene.