Luk

Fra en kommende brud: Don’t be a bridezilla!

Real life bryllupper

image1-min

Jeg hedder Sanne og er 26 år. Jeg bor sammen med min kæreste Mads, og vores sønner Elliot & Elton. Mads og jeg skal giftes til efteråret, så jeg blogger derfor både om livet som mor og en hel masse ideer til bryllup. Her er min erfaring i forbindelse med bryllupsplanlægning. 

Husk, at det er jeres bryllup – og ingen andres!

Der kan være mange holdninger, meninger og traditioner forbundet med et bryllup. Og faktum er, at der nok ikke er nogen der ville gøre det præcis som jer – men alle har ideer til bryllup. Der vil være så mange velmenende råd og hjælpsomme meninger. Men lær at takke dem for deres input og derefter forklare dem på en pæn måde, at det ikke lige præcis er sådan I ønsker at gøre det. Det er okay – og hvis de bliver fornærmede, så er det deres egen sag. Det er en dag som I betaler, I planlægger, og en fest der skal fejre jeres kærlighed. Og ingen ved hvordan det gøres bedst – udover jer. Vil I have en skør menu, eller et anderledes tema, så gør det! Hvis I har den helt rigtige mavefornemmelse, så bliver I glade for beslutningen – uanset hvad din tante måske synes 🙂

Don’t be a bridezilla!

Jeg vil dog også gerne lige knytte en lille sidebemærkning til ovenstående: Nobody likes a Bridezilla!

Lad være at tro, at hele verden og dens befolkning drejer sig om jeres bryllup. Det er en kæmpe stor dag for jer – og jeres familie og venner vil gerne være en del af den! Men forvent ikke, at alle smider alt hvad de har i hænderne for jeres bryllup, eller planlægningen af brylluppet. Det ér ikke det vigtigste i hele verden for andre end jer selv (hvis det da overhovedet er det for jer selv). Mind jer selv om det, hvis I måske står og føler jer dybt svigtet fordi svigermor ikke synes det var super fedt, at I ville giftes på hendes 50-års fødselsdag, fordi det var en magisk dato (alá 18-08-18), eller at en veninde havde taget en baby med til din polterabend, og du synes det fjernede fokus fra dig. Træk vejret, og overvej om din almindelige personlighed ville hidse sig op over situationen – eller om der er gået bridezilla i den 😉 ”Det er helt okay at være egoistisk når man er bruden”, har jeg læst flere steder. Det tror jeg måske lige man skal tage med et gran salt, inden man bliver den egoistiske brud, som folk til sidst ikke kunne holde ud. Du er kun brud i én dag, og det kunne da være skønt at være en sød og rar brud, som var dejligt afslappet selskab og fyldt med smil. Det er vel det vi alle drømmer om, på vores store dag! 🙂

Husk formålet!

Hvis noget kikser i løbet af planlægningen, så lad være at fortvivle. Der skal nok være en løsning på problemet, og det er jo i virkeligheden ikke detaljerne der tæller. Det vigtigste er, at I skal sige ja til hinanden – og det skal I nok komme til uanset hvad. Rammerne for festen kan laves på tusind måder, og hvis én af tingene kikser (lokaler, konditor, frisør, fotograf), så skal I nok i fællesskab finde en løsning. Du har din kommende mand eller kone ved din side, og eftersom I skal giftes så kan I klare alt sammen! Så træk vejret, åben en flaske vin og sæt jer ned sammen. Så skal I nok finde en løsning, som slet ikke er så ringe endda 🙂

Lav et realistisk budget

-som I har det godt med.

Et bryllup er dyrt, og det er svært at gøre det billigt. Og ideer til bryllup er der masser af. Men det kan lade sig gøre. Så sæt jer ned og find ud af, hvad I har det godt med at bruge. Og lav så en prioriteringsliste. Hvad er vigtigst for jer? Lav prioriteterne i nummereret rækkefølge, og tag dem fra toppen af. Så kan I til sidst se, hvad der måske ikke var råd til. En fotograf er eksempelvis vanvittig rar at have – men det er også en luksusvare. Så hvis I ikke har råd, så kan I evt. prøve at kigge på mulighederne for at få en fotograf til at tage portrætterne, og måske finde en anden løsning til resten af tiden. Engangskameraer eller en photobooth kan være en god løsning hvis man ikke kan finde pengene til en fotograf under festen. Lav evt. en aftale om, at en gæst sørger for lige at huske at tage billeder af brudevalsen 🙂

Husk at nyde planlægningen

Planlægningen er en stor del af selve brylluppet, og noget man helt sikkert vil huske bagefter, forestiller jeg mig. Jeg forsøger at tage billeder undervejs, for eksempel da jeg lavede invitationer og kiggede i bryllupsmagasiner. Det er hyggelige minder at have, synes jeg. For det er vigtigt at nyde ”hele turen”, og få det maksimale ud af oplevelsen – det går jeg meget op i. Det skal ikke være en sur tjans at planlægge brylluppet, og det er med at fejre de små milepæle: når invitationerne er sendt ud, brudekjolen er købt, jakkesættet er målt op, lokalerne fundet osv. Gør det til et hyggeligt projekt at få ideer til bryllup, hele vejen igennem, så vidt muligt 🙂

Kærlige hilsner

Sanne

incredibaby.dk