Luk

Bryllupsguide til den store dag – Del 2

Planlægning

Vi har lavet en bryllupsguide så I kan planlægge  jeres helt perfekte drømmedag – guiden er delt op i 3 dele med fire emner i hver.

I denne anden del kigger vi på  hvem skal sidde hvor i kirken, blomster, fotos og bordplanen.

Hvad skal man huske?

Hvem skal sidde hvor?

Tidligere var der helt bestemte pladser for gæsterne i kirken, eksempelvis sad alle mænd i højre side af kirken og alle kvinder i venstre side (set mod alteret), eller man havde hele brudens familie til højre for altergangen og brudgommens til venstre. I dag bruger de fleste dog kun at have system i placeringen af den nærmeste familie, og de øvrige gæster placerer sig, som de har lyst. I dag er der også mange par, som har fælles venner, så det kan være svært at afgøre, om de hører til på den ene eller den anden side.

Ønsker I, at gæsterne sætter sig på en bestemt måde, så skriv det i indbydelserne.

 

Blomster

… kirken
Det er smukt, når blomsterne i kirken er afstemt efter brudebuketten eller festens farver. Det mest almindelige er at placere blomsterne ved bænkene og ved alteret efter aftale med præsten.

… i knaphullet
Til mændene hører knaphulsblomster til brudgom og forlover i samme farver som brudebuketten. Husk at bestille dem samtidig med brudebuketten – og ha’ også en liggende til brudens far.

… til børnene
Det ser sødt ud med en lille buket, kurv eller knaphulsblomst, der matcher brudebuketten.

… i håret
Udover brudebuketten er der mange, som vælger at få blomster i håret. Disse blomster skal helst sættes i, samtidig med at frisøren sætter håret.

… på bilen
Mange pynter transportmidlet til og fra kirke med en krans af blomster – der også gerne matcher brudebuketten. Det er noget, blomsterhandleren gerne tager sig af, men man kan også selv forsøge sig, hvis man har lidt fingersnilde.

 

Smil til kameraet

Så snart bryllupsdatoen er fastlagt, skal I reservere den fotograf, I gerne vil have til at tage billeder af jer på dagen. De dygtige bryllupsfotografer er ofte optaget, specielt i foråret og om sommeren kan det være svært at få en aftale. Mange fotografer tilbyder også at videooptage festen, hvis I ønsker det. Det kan være et godt alternativ til at lokke jeres yndlingsonkel til at bruge festen på at filme alle, og det giver ofte en bedre kvalitet.
Optagelser i kirken skal altid aftales med præsten i forvejen.

Fotografen kan være mindre forstyrrende ved at tage billederne uden blitz og ved at have fundet sig én god plads i stedet for at bevæge sig omkring under ceremonien. Det er jo vigtigst, at I har en god oplevelse. Hvis I eller præsten ikke ønsker, at der bliver taget billeder i kirken, så skriv det i invitationen, så gæsterne ved det på forhånd.

Husk at aftale med fotografen, hvis I ønsker både udendørs og indendørs billeder, da det kan kræve forskelligt udstyr.

 

Bordplanen

Hvis I vil samle hele familien og mange venner til at fejre den dejlige dag, bliver I hurtigt mange mennesker, som skal placeres ved bordet. At lægge en bordplan kan være lidt af en kunst.

Etiketten foreskriver visse regler for, hvordan en bordplan tager sig ud til et bryllup. I sidste ende er det jer, der bestemmer – både om der skal være undtagelser for etiketten, eller om I vil holde jer strengt til den.

Traditionelt ser bordplanene således ud:

  • Brudgommen har bruden på sin højre side.
  • Ved siden af bruden sidder hendes far, derefter brudgommens mor.
  • På brudgommens venstre side sidder brudens mor og derefter brudgommens far.
  • Herefter kommer den øvrige familie. Tættest ved den nære familie sidder forlover.
  • Venner kommer efter familien.

Jo nærmere man står brudeparret, jo nærmere placeres man brudeparret.
Den tommelfingerregel kan bruges til at lave variationer, så nære venner placeres nærmere brudeparret end familiemedlemmer, man ikke ser så ofte.

Herrerne har borddamerne til venstre. Oprindeligt er det kun brudepar og forlovede par, som ikke må skilles ad.

 

Læs mere: Bryllupsguide til den store dag – Del 1 »