Luk

 10 oplevelser som gommen kan dele med sin brud

Gommen
Tekst: Thomas la Cour & Carsten G. Johansen

Det er altid problematisk at generalisere, men ofte er kvinder de bedste til at organisere og tilrettelægge, så derfor risikerer mandens interesser og passioner at blive tilsidesat i parforholdet. Han kan måske få lov til at gå til en fodboldkamp i ny og næ, men hun forstår aldrig rigtigt, hvad han ser i det. Dermed vil risikoen for, at hun på et tidspunkt arrangerer familiebesøg samme søndag som favoritholdet skal kæmpe i Champions League, altid true.

Det er vigtigt, at du får din kommende hustru ind i din verden. Hun skal forstå, hvem du er, og hvad der interesserer dig. Hvad du virkelig brænder for – og hvorfor. Derfor har vi lavet en top ti over ting, du bør gøre med din kommende livsledsager, så I bliver tættere før den store dag. Måske er dine interesser ikke at finde på listen, men så kan du forhåbentlig blive inspireret til at invitere hende ud på lignende udfordringer i din interessesfære.  

En seriøs bytur

Hvis du godt kan lide at være fuld en gang imellem, skal du prøve at være fuld med hende. Rigtig fuld. Fortæl hende nogle sandheder og få nogle igen. Det er lakmusprøven på jeres forhold. Hvis I har behandlet hinanden pænt og kan holde hinanden ud dagen derpå, kan I klare de fleste udfordringer i parforholdet. Det er jo også en rigtig drengerøvsting at drikke, til man segner og måske meget godt at prøve det med hende, du skal tilbringe resten af dit liv med.

Fisketur

Tålmodighed er en dyd. Hvis din kommende hustru er den rastløse type, er fiskeri en god udfordring. Det er lidt som vandreturen, for også her er det tavse samvær væsentligt. Det er også en udfordring at få hende til at sætte orm på krogen, men hun kan måske slippe af med en fobi eller to i samme åndedrag – eller du kan få lov at være mand og hjælpe hende.

Le Mans 

Le Mans er det ultimative motorløb. Det er stålsatte mænd i den ultimative mekanik, der sveder sig gennem 24 timers tour de force. Det er motorbrøl, varm gummi mod asfalt, historiens vingesus, sejre og nederlag. Det er en mandeverden, der er så gennemført, at den fanger selv den stædigste feminist.

Læs mere: 24 tips du ikke vil undvære – Før vielsen »

Læs mere: 24 tips du ikke vil undvære – Til vielsen »

 

Rockkoncert 

Nu kan det jo være, at jeres musik-smag er helt ens, men det er sjældent, at det forholder sig sådan. Hvis hun mest er til Mads Langer, og du er mere til Metallica, er der noget at arbejde med. I længden kan det være en fordel med en mere udpræget forståelse for partnerens musiksmag – især hvis den fylder meget. Derfor skal du tage hende med til koncert med dit favoritband.

Gamer-aften

Den her kræver nok lige en aftale med gutterne først, men altså… nogle ting tager bare den tid, de tager. Når du mødes med kammeraterne for at spille computer, tager det hele natten. Det er ligesom en del af konceptet. Inviter hende med til en gamer-aften og lær hende, hvordan man ved hjælp af Red Bull, cola, chips og slik kan opbygge en helt alternativ, fysisk og mental tilstand.. Måske hun får en forståelse for, hvorfor kvindelige væsener ligesom er overflødige i nogle sammenhænge. Hun kan jo bruge dine FIFA-aftner til at mødes med nogle veninder og se Sex and the City-bokssættet – igen.

Fodboldkamp

Hvis du er vild med fodbold, kan du lige så godt tage tyren ved hornene og få hende med. Vælg en af de vigtige kampe, hvor meget er på spil for begge hold. Hvis du ikke allerede er medlem af supportergruppen for dit favorithold, er det måske på tide, at du bliver det. Meld også hende ind. Med et medlemskab kan du invitere hende med til 3. halvleg. Hun bliver ikke nødvendigvis bidt af spillet, men fællesskabet omkring holdet skal nok få tag i hende.

Jagt

Hvis du går på jagt, skal hun med. Hun skal lære at forstå skønheden i jagten, og hun skal få bugt med det velkendte skisma, hvor hun på ene side godt kan lide lækkert kød, men på den anden side ikke bryder sig om, at nuttede dyr med smukke øjne skal lade livet for at ende på middagsbordet. Hun behøver jo ikke betjene våbnet, for den slags kræver som bekendt tilladelser, men spændingen ved at iagttage og nedlægge vildtet er den samme.

En tur på værkstedet

De kan lære at tanke benzin, men al øvrigt vedligehold af bilen er oftest mandens område. Det har du det måske fint med, men alligevel vil det jo være godt, hvis hun ikke overser et punkteret dæk eller kører rundt uden lys, når hun er ude på egen hånd, ikke? Tag hende med en tur i en smøregrav, hvor I har tid til at gennemgå bilen fra A til Å. Når du gennemgår teknikken i motoren, vil hun bedre kunne forstå din interesse for mekanik.

Ud at køre ræs

Giv din brud et adrenalinsus. Tag hende med på gokartbanen, hvor hun selv kan kaste køretøjet ind og ud af hårnålesving, eller betal en professionel racerkører for at give hende nogle omgange på Jyllandsringen i en potent sportsvogn. For mange kvinder er adrenalinsus en eksotisk oplevelse, de primært forbinder med en tur i rutsjebanen, så oplevelsen af en bil, der kører på grænsen af naturlovene, vil være en øjenåbner for hende.

Læs mere:Traditioner og overtro til brylluppet »

Læs mere: Bryllupsplanlægning – Romantik & regler »

 

Vandretur

Mænd har som oftest større hang til stilhed end kvinder. Så udfordr hende lidt. Arranger en vandretur i de svenske skove, i de norske fjelde eller på den jyske hede. Hav hele spejdersortimentet i rygsækken. Brug dagen til at gå, gå og gå. I begyndelsen vil hun nok snakke en del, men efter tre-fire timers stroppetur indfinder stilheden sig. Tavst samvær er sundt for parforholdet, og hun vil nok blive en lille smule betaget af sin alfahan, der både kan slå lejr og varme dåsemaden.