Luk

Traditioner & overtro til brylluppet

Traditioner

Der er utrolig mange overtroiske traditioner forbundet med danske bryllupper…. Kender du til dem alle? 

Det er meget sjovt at have de gamle traditioner med i baghovedet når man planlægger sit bryllup – især hvis man er lidt overtroisk, og gerne vil sikre sig at man ikke gør noget der kan have dårlig indflydelse på det fremtidige ægteskab.

Der er mange overtroiske traditioner, som man gerne vil have styr på til den store dag. Det er ikke sikkert, at man ønsker at følge dem allesammen, men vi har her listet nogle af dem vi kender – skriv gerne til os hvis der er nogen vi har glemt.

Besøg de populære bryllupsmesser

Ingen fest er forbundet med så mange traditioner og planlægning som et bryllup. Vil I også have hjælp fra eksperter og inspiration til jeres store dag, så snyd ikke jer selv for et besøg på en af de populære BRYLLUPSMESSER.

Her står alle eksperter klar til at besvare alle jeres spørgsmål.

KØB BILLET

Noget rødt

En overtroisk tradition, som ofte glemmes, er at bruden skal bære noget rødt. Denne tradition er ikke nær så kendt som traditionen om at bruden skal bære noget blåt, men der er stadig mange  brude der bruger den. Det kan f.eks. være en rød rose i brudebuketten eller et smykke med en rød sten.

Det røde symboliserer kærlighed og lidenskab i ægteskabet, og efter sigende holder det onde ånder væk fra forholdet.

En mønt i skoen

I brudens højre sko ligger man en mønt – det sørger for at brudeparret aldrig kommer til at mangle penge. Den gemte mønt kan også være et sikkerhedsskjold mod andre aggressive bejlere.

Det kan godt blive ubehageligt at gå med en mønt i skoen en hel dag, så det er også muligt at komme mønten i en lille pose, og hæfte den et sted på bruden. Man kan også lime mønten på undersiden af skoen – har man stiletter på er det nemt at lime mønten fast i “svangen” på stiletten.

Noget gammelt, noget nyt, noget lånt & noget blåt. Læs alt om den gamle tradtion lige her »

 

Vejret på og op til bryllupsdagen

Gammel overtro fortæller, at vejret på selve bryllupsdagen er afgørende for ægteskabet. Gråvejr er et varsel om tristhed, solskin og godt vejr på bryllupsdagen giver et langt og kærligt ægteskab og stormvejr på bryllupsdagen tyder på et stormfuldt forhold.

Det siges at vejret to dage før brylluppet er et billede af gommens sind. Vejret dagen før brylluppet er ligeledes afslørende for brudens sande personlighed.

Brudebuketten

Husk at det er vigtigt at blomsterne i brudebuketten først må må tørre eller visne efter brylluppet!

Det betyder nemlig ulykke hvis en eller flere blomster i brudebuketten visner eller tørrer inden kirken forlades.

Brudekjolen

Ifølge gammel overtro må en kommende brud aldrig sy sin egen brudekjole. Hvert sting bruden syer i kjolen vil blive til en tåre i ægteskabet. Desuden siger gammel overtroisk traditionen også, at det sidste sting i brudekjolen skal tages på selve bryllupsdagen.

Sidst men ikke mindst hedder det sig, at gommen ikke må se brudekjolen før bryllupsdagen. Hans første glimt af brudens kjole må først være, når dørene åbnes og bruden kommer op af kirkegulvet.

Panayotis svarer på 14 spørgsmål om brudekjoleprøvning »

 

Brudesko

Det er gammel overtro, at kobbermønter bringer held, og derfor skal bruden helst købe sine brudesko med kobbermønter. I Danmark var det førhen helt almindeligt, at bruden betalte for sine brudesko med 25-ører. Nu da den er udgået er den nyeste tendens, at bruden betaler for brudeskoene med 50-ører. 

En anden tradition er, at brudeskoene ikke må være en gave fra gommen. I gamle dage symboliserede brudeskoene brudens uskyld, og hvis gommen købte brudens sko, viste dette at gommen ville tage brudens uskyld før brylluppet. Når gommen så tager brudens sko af efter brylluppet, kan I næsten selv tænke jer til hvad det betyder!

Brudeskoene skal være nye og de må aldrig gives bort, lånes eller smides ud. Ifølge gammel overtro vil ægteskabet gå i stykker hvis ikke skoene gemmes.

Brudevals

Brudevalsen symboliserer overgangen fra ugift til gift. I gamle dage måtte ugifte par ikke danse med hinanden. Brudevalsen skal danses før midnat, da bryllupsdagen efter dette tidspunkt er ovre.

Dørtærsklen

Gommen skal bære bruden over dørtærsklen efter bryllupsfesten. Symbolikken bag denne overtro er at gommen bærer bruden over tærsklen til et nyt liv. Dermed tager de ingen dårlige ting fra sit tidligere liv med sig videre i ægteskabet. 

10 gode råd til hvordan du er nærværende på din bryllupsdag  »

 

Dåserne

Lyden af de tomme dåser vil skræmme onde ånder og dæmoner væk fra brudeparret, og de vil dermed vil leve i fred og ro.

Kagen

Alle gæster ved bryllupsfesten skal smage et stykke af bryllupskagen, da det ellers betyder uheld i fremtiden for brudeparret. 

Klippe strømper og slips

Gommen skal have klippet sine strømper så snart brudevalsen er overstået. Dette symboliserer, at manden ikke længere skal kunne imponere andre kvinder med sine flotte strømper og sit pæne slips.

Klippe brudens slør

Jo flere stykker sløret bliver revet i – jo mere lykke skulle der blive i ægteskabet. Derudover er der også tradition for, at alle gæsterne skal have et stykke af sløret med sig hjem, da det skulle bringe dem held.

Myrter

Gammel overtro siger at bruden skal bære myrter når hun vies og at myrterne gerne skal gives til bruden. Derfor har mange brude myrter i enten brudebuketten, i håret eller sat fast til brudekjolen eller sløret. Hvis myrterne tabes i kirken, vil ægteskabet blive ulykkeligt. Myrter symboliserer jomfruelighed og uskyld.

Ønsker du inspiration til dit bryllup? Så besøg Bryllupsmesserne – Læs mere her »

 

Ringe

En forlovelsesring skal bæres på venstre hånd, fordi den er tættest på hjertet. Overtro siger at den der først sætter ringen på til vielsen får al magten i ægteskabet, og det betyder uheld, hvis man taber sin vielsesring.

Ris

Riskastningen symboliserer frugtbarhed og ønsker om en god fremtid. Ris er frø, som kan spire og give nyt liv.

Natten før brylluppet

Det er tradition at brudeparret sover hver for sig natten før brylluppet. Det bringer ulykke hvis bruden og gommen forlader samme hus på bryllupsdagen.