Luk

Fra drengerøv til ægtemand – Mark Falgren

Vores bryllup
Skrevet af Tina Lemming  –  Fotos af Frederik Barasinski

Vi kender ham som den hårdtslående, koncentrerede og fantastisk dygtige trommeslager i bandet ”Lukas Graham”. Altid på plads på den centrale del af de store scener, som regel iført solbriller, har han slået tonen an til utallige hits og storslåede koncerter rundt om i hele verden.

At blive gift var ikke en drøm for ham. Faktisk ikke noget han overhovedet spekulerede i. Men så mødte han sin Tanja – og pludselig var et bryllup ikke så langt væk.

Mark Falgren er opvokset på landet med langt til nærmeste naboer. Det gav muligheden for at spille trommer i hvert ledigt øjeblik. Da det første interimistiske trommesæt, bestående af papkasser, malerspand og kagedåse var sat foran ham, var hans skæbne beseglet. 

Siden den dag har musik fyldt hele hans liv og bl.a. givet ham prisen som Årets Trommeslager i Danmark i 2013 og prisen som bedste trommeslager i den internationale musikkonkurrence Emergenza i 2009, hvor 6000 bands deltog. 

”Mit liv har stort set kun handlet om musik – og gør det som sådan stadig. I gymnasiet mødet jeg Lukas (Lukas Graham), og resten er historie, som man siger. Vi beslutter os for at lave et band, og den beslutning fik en altafgørende betydning for mit liv og min drøm om at leve af at være trommeslager,” fortæller Mark Falgren.

Eller det med at alt kun handler om musik. Det blev der den 16. september ændret på. Her sagde Mark Falgren nemlig ja til Tanja Djinovic ved et personligt og fuldstændig fantastisk bryllup.

Læs mere: 10 Pinterest-hacks til at pifte dit bryllup op »

Læs mere: Bryllupsplanlægning – Romantik & regler »

 

Jeg gik fra drengerøv til mand

”Personligt havde jeg aldrig troet jeg selv skulle giftes. Mine forældre var aldrig gift. Så det har på en måde aldrig været naturligt for mig at tænke i de baner. Men så mødte jeg Tanja og min egen selvforståelse af, hvordan jeg troede, jeg ville leve mit liv, blev ændret. Jeg gik fra at være en mand, som ikke ville giftes, til alligevel at gå på knæ, og pludselig gennemgik jeg en transformation, som jeg ikke havde forudset. Jeg føler personligt, at jeg er gået fra at være en drengerøv til at være en rigtig “mand,” smiler Mark.

”Det er vildt, hvad der sker med en, når man pludselig skal arrangere et bryllup med sin kommende hustru.” Der er store beslutninger, der skal tages, og utrolig mange ting man skal tage stilling til. Men det er alt sammen en smuk del af rejsen for at ende med at blive et ægtepar,” fortæller Mark, imens han kigger forelsket på Tanja.

Tanja er 35 år og opvokset i Ballerup. ”Jeg har aldrig haft en drøm om at være noget bestemt, og jeg kan virkelig godt misunde folk som Mark, som lever af det, de elsker, det må være fedt. Jeg altid været en knokler, og det har givet mig et ret bredt CV.  Jeg har blandt andet været i Forsvaret og været udsendt, har haft forskellige lederstillinger og senest har jeg været selvstændig agenturindehaver. Det job opsagde jeg dog tilbage i maj og er nu i gang med at finde ud af, hvad det næste skal være.”

Fakta:

  • Vielsesdato: 16.09.2023
  • Vielsessted:  Vor Frue Kirke 
  • Feststed: Skabelonloftet 
  • Antal gæster: 98 

Kærlighed på Corona

Parret mødte hinanden under Corona. De var begge ude og spise og alt lukkede tidligt. Tanjas veninde holdt en efterfest, og de spurgte Mark og hans venner, om de ville med. Mark bed som den eneste på. 

Der blev kysset lidt hen ad aftenen, og de skulle sjovt nok samme vej hjem, da deres lejligheder lå under 1 km fra hinanden. Derfra gik det stærkt – godt hjulpet på vej af Corona. På det tidspunkt arbejdede Tanja i lufthavnen men var hjemsendt, og Mark kunne af samme grund ikke tage ud i verden og spille koncerter. Det gav masser af tid til hinanden, og i dag værdsætter de den tid, de fik under Corona.

Et uformelt bryllup

”Hele vores tanke med brylluppet var, at det ikke skulle blive for formelt og stift, vi ville faktisk bare gerne have en god fest, hvor folk skulle hygge sig. Det lagde vi fra starten op til i vores invitation, og folk, der kender os, vidste også at vi var til det uformelle, sjove og personlige,” fortæller Tanja.

Mark fortæller bl.a. begejstret om nogle af de utraditionelle tiltag; ”Vi havde hverken dresscode, traditionel middag, bryllupskage eller sad til højbords. Vi prøvede at tænke lidt ud af boksen i forhold til at bringe nogle ”anderledes” elementer ind i brylluppet. 

Vi kørte f.eks. i en Christiania-cykel fra kirken og ned til den båd, vi havde lejet. Her sejlede vi alle gæsterne til receptionen, hvor vi havde hyret et jazzband. Gæsterne kunne dyste i at slå-søm-i, der blev spillet petanque og taget billeder i selfieboksen. Vi havde lejet en kaffevogn, bestilt sliders og fået leveret drikkeklare cocktails.” Der var bare en fantastisk stemning – lige som vi havde håbet på.”

Tanja har serbiske rødder og kommer fra en kultur, hvor man laver mad til 20, selvom man kun bliver 4, så hendes største fokus var, at der hverken skulle mangle vådt eller tørt.

”Et bryllup er, som de fleste ved, vanvittig dyrt, og for at det ikke skulle stikke for meget af, så tog vi alle kontakter i brug, og så vurderede vi virkelig, hvilke ting der var værd at bruge penge på, og hvad vi evt. selv kunne lave/gøre til billige penge,” fortæller parret. 

Hvordan blev I forlovet?

Mark friede til mig på min fødselsdag sidste år 13. oktober 2022. Han havde allieret sig med en tryllekunstner ved navn Magic Malmstrøm og fået ham til at inkorporere frieriet i hans show. Har man 6 min. hvor man ikke ved, hvad man skal foretage sig, så kan videoen ses på instagram.

“Det er vildt, hvad der sker med en, når man pludselig skal arrangere et bryllup med sin kommende hustru.”

Hvorfor er I et ”perfect match”?  

Fordi vi generelt har en stor respekt for hinanden. Vi er ikke altid enige om tingene, men vi snakker aldrig grimt eller ned til hinanden. Vi rummer hinanden på godt og ondt, ingen er perfekte. Vi er begge gode til at lytte og sige undskyld, det er ikke alle, der kan anerkende, at de har fejlet. Vi kan være 100% os selv og så har vi det bare sjovt sammen, og vi supplerer hinanden godt. 

Hvilke egenskaber sætter I mest pris på hos hinanden:  

Tanja: Mark er ret umiddelbar. Hvis der er noget, så siger han det, man skal ikke gætte sig til, hvad der er galt. Han er en mand, der siger, hvad han har på hjerte. Mark er et sindssygt positivt menneske, og der skal utrolig meget til at ødelægge hans dag eller hans humør. Han har det, vi andre vil kalde en meget lang lunte, og så forstår han at have det sjovt. 

Mark: Tanja, er et unikt menneske. Og det ved alle, som kender hende. Hun er utrolig hjælpsom, sød og nem at omgås. Hun har en dyb omsorg og er utrolig betænksom over for andre mennesker. Hun ser mennesker, har empati og strækker altid en hjælpende hånd ud, hvis der er brug for det. Hun gør det aldrig for egen vindings skyld. Hun fylder altid et rum med god energi. Og har en genial humor som kan løsne alle stemninger op. Generelt har hun et stort overskud, og har et vigtigt positivt syn på verden.

Hvornår startede I bryllupsplanlægningen?

Relativt kort efter vores forlovelse. Vi var ret enige om, at vi gerne ville giftes allerede året efter, da vi ellers var bange for, at det ville glide ud i sandet. Mange bliver ofte forlovet, og så kommer der børn, hus og andet ind i billedet, der gør at man ikke får det prioriteret, og det ville vi helst ikke ende ud i.  

“Hele vores tanke med brylluppet var, at det ikke skulle blive for formelt og stift, vi ville faktisk bare gerne have en god fest, hvor folk skulle hygge sig.”

Hvad har overrasket jer mest i planlægningsfasen?  

Hvor cool vi har været omkring det hele. Med hånden på hjertet kan vi sige, at vi ikke har været stresset i processen. Der er selvfølgelig en del, man skal tage stilling til og være enige om, men hvis man allierer sig med de rigtige og stoler på deres kompetencer, så går det overraskende smertefrit.  

Hvad havde betydning for jer i valget af, hvordan brylluppet skulle være?

At gøre dagen så meget til vores egen som muligt og ikke bare gøre ting som forventes. 

Var der noget, der betød ekstra meget på dagen for jer at gøre for jeres gæster?  

Generelt ville vi bare gerne give vores gæster en fed oplevelse og en dag, de også ville kigge tilbage på og mindes som en af de bedre. 

Læs mere: Populære Brudestyles 2024 »

 

Havde I planlagt overraskelser for hinanden på dagen (og evt. hvilke)?  

Nej. Ingen af os vidste dog, hvad den anden havde på. Det er jo meget normalt at manden ikke ser brudekjolen, men Mark ville heller ikke lade mig vide, hvad han havde valgt, så jeg var lidt i tvivl om, hvor meget rock-
star, der ville gå i den, men han så megagodt ud! 

Var I fælles om alle beslutninger?  

Ja, der blev ikke gjort noget, som den anden part ikke ville have, men alle forslag blev stemt igennem, så på den måde var det meget nemt. Det eneste, vi måtte droppe, var noget stand-up, vi havde booket, da programmet ville blive for presset, og vi ville bare gerne have en hyggelig aften, hvor der ikke var taler hvert andet minut. I invitationen havde vi faktisk frabedt os taler og så hellere, at folk kom med et festligt indslag. Det synes vi faktisk lykkedes meget godt.  

Holdt I tale eller andet for hinanden?  

Tanja: Ja, længden på dem varierede dog, min tale varede knap 5 min. og blev skrevet i bedste Gom-stil dagen før, mens Marks varede 20 min. og han havde brugt månedsvis på den. Så som jeg nævnte indledningsvis i min tale, så var det et ret godt billede på, hvem af os der havde haft travlt med at planlægge bryllup, og hvem af os der rigtig havde haft tid til at fordybe sig i sin tale. Så det var fedt at se, at han havde brugt al den rejsetid fornuftigt. 

Mark: Jeg har jeg altid været nervøs for at skulle holde taler for større forsamlinger.  Men her blev jeg kastet ud på dybt vand, og det var faktisk en fed følelse at stå på dagen og holde en tale, man havde gjort sig umage med. Jeg tog det som en udfordring, og så det hele tiden som en slags manddomsprøve. Jeg begyndte faktisk at skrive talen 4 måneder før brylluppet.

“Jeg begyndte faktisk at skrive talen 4 måneder før brylluppet”

Hvordan forløb dagen?  

Smertefrit og over al forventning. Vi havde en toastmaster i verdensklasse. Vores veninde Nicoline var fuldstændig genial og som født til rollen. Man skal ikke underkende betydningen for dagen og stemningen, at man har en sjov og tjekket toastmaster, der har styr på det hele.

Det bedste øjeblik på dagen?

Tanja: Åh den er svær, der var mange. Men der var noget helt magisk ved at gå op ad kirkegulvet med min far under armen til Bjarkes violin. Lukas’ sang var også et meget specielt og følelsesladet moment. 

Men vores indslag med Bjonko (som var det eneste serbiske element, foruden den slivovic der blev serveret) var helt sikkert også et af dem, man husker. Det mest overraskende moment var dog Marks tårer. Jeg har ALDRIG set den mand græde før, men der var kamp om lommetørklædet i kirken, der blev altså hulket igennem. Den havde jeg ikke set komme, men det siger lidt om, hvor storslået det hele var. 

Mark: Det største øjeblik for mig på dagen, var da dørene åbnede i kirken, og Tanja kom ind i kirken med sin far om armen. Solen stod smukt ind af kirkedørene. Så hun blev oplyst som en silhuet. Det var utrolig smukt, og jeg kunne faktisk ikke holde tårerne tilbage. 

Noget der gik galt på selve dagen eller op til?

Utroligt nok ikke og ellers har vi bare ikke bemærket det. Mark vil dog helt sikkert sige vores brudevals! Vi havde haft en kammerat til at lære os den, og vi øvede os en del, men på aftenen fik jeg åbenbart to venstrefødder og koksede fuldstændig i det. Mark kan slet ikke holde ud at se de videoer, folk har filmet, hvor vi danser, han bliver pinlig helt ind i kroppen. 

Var der noget I fortrød, eller ville ønske I havde gjort anderledes? 

Slet ikke, alt gik op i en højere enhed på dagen, og vi kunne ikke have ønsket os mere. Man kan jo kun skabe rammerne, og så er det op til gæsterne at udfylde dem, hvilket de i den grad gjorde. 

Det eneste, vi dog strøg henholdsvis let hen, over var vores billeder. Her skulle vi nok lige have brugt 5 min. mere på lige at få de obligatoriske med vores forældre, søskende, bestman, brudepigerne osv.   

Var I på bryllupsrejse, og i så fald hvorhen?

Nej, ikke endnu desværre, Mark har jo en lidt anderledes arbejdskalender end de fleste, så det er lige om at finde ud af, hvornår det passer ind. Vi håber dog, det kan blive her til vinter. 

Har I et godt råd til andre brudepar? 

Der er mange!! 

Gør det som I vil have det! Lad være med at gøre noget fordi det forventes, eller fordi det er traditionen. 

Man har kun et skud i bøssen for at give sig selv den fedeste dag, så gå med det I synes kunne være fedt og vær ligeglad med, hvordan andre har gjort/eller ville gøre det. Allier jer med nogen som kører showet, det fjerner stressen, så I bare kan nyde dagen og være til stede, og hvis noget kokser, så er det ikke jeres hovedpine. Prioriter jeres penge, man kan hurtigt købe sig fattig! 

Gem jeres mobiler væk, vær til stede, stop op, se hinanden i øjnene og nyd dagen og alle dens momenter. 

Hvor ser I jer selv på jeres 5 års bryllupsdag?

Uha, vi har forhåbentlig et barn eller to, som vi har parkeret hos vores forældre i håb om at få noget alenetid. Så enten befinder vi os i en solid brandert, eller også så er vi så udmattede, at vi sover.  

Drømmen er dog, at vi genbesøger destinationen for vores bryllupsrejse, men denne gang som den lille familie vi forhåbentlig er blevet til.

“Man skal ikke underkende betydningen for dagen og stemningen, at man har en sjov og tjekket toastmaster, der har styr på det hele.”

Læs mere: Find flere Læserbryllupper lige her »

 

LEVERANDØRER

Brudekjolen

Furhmanns Brudekjoler i Køge. Løsningen blev en kjole, og i samarbejde med Fuhrmann blev der lavet en masse ændringer.

Gommens tøj

Herrernes Magasin i København. David Krarup som ejer butikken, stylede både Mark og hans bestman Chris fra top til tå på dagen. 

Venue

Skabelonloftet. En skjult perle ude på Reffen. Det var faktisk kun det andet sted, vi så, og vi forelskede os i stedet lige med det samme, så det var faktisk en ret kort proces at finde lokationen. 

Vi vidste bare, at det var der, vores bryllup skulle holdes. Vi blev forelskede i den rustikke og rå vibe deroppe, og så er der også det kreative element i, at det er et sted for kunstnere m.m. som har deres atelier deroppe, hvilket især talte til Marks kreative side. Cat er deres bryllupskoordinator og ejer af Bliss.cph og stod for at afvikle hele festen. Hun havde en kæmpe ja-hat på i forhold til, at alt kunne lade sig gøre. Det var lige præcis den energi, vi havde brug for. 

Blomster

Holly Flower Studio. Et samarbejde som kom på benene ret spontant få dage inden brylluppet. De stod for både brudebuket og dekorationerne på bordene. Vi ville gerne have noget flot og simpelt, der passede til den vibe, vi havde valgt og til stedet, og den fangede de bare fuldstændig. 

Dekoration

Din Havefest som kom og satte det flotteste panoramatelt op. I starten var det kun tiltænkt i forhold til hvis vejret ikke skulle være med os, men teltet var simpelthen så smukt, og det gav så god mening at have et sted, hvor folk kunne sætte sig ind, få sig et stykke kage, spise noget mad og nyde en kold drink. 

Drømmetyl pyntede festlokalet op med masser af lyskæder og tyl. Det skal siges, at det var en af de lidt dyrere poster, men det var absolut alle pengene værd. Det var simpelthen så smukt, og stedet havde ikke været halvt så flot og hyggeligt, havde det ikke været for dem

Tablesetting leverede det flotteste guldbestik, som vi lejede, da vi syntes, at det lige gav lidt ekstra til bordene. 

Musik

Mark er, foruden at være en del af Lukas Graham, ud af en meget musikalsk familie. Bjarke Falgren, som er fætter til Mark, er nok den dygtigste violinist, vi har herhjemme. Han spillede sin egen version af den klassiske bryllupsmarch, da Tanja gik op ad kirkegulvet. Det var simpelthen så smukt og rørende, og det kunne på ingen måder have været anderledes.  

Lukas og resten af bandet gav også et nummer i kirken. Vi var utrolig beærede over, at de ville, men de var heldigvis friske på ideen, og det var et vaskeægte ”gåsehud-moment” for både os og gæsterne. 

Til reception havde vi hyret et jazzband, som skabte den hyggeligste stemning. Det fungerede vanvittig godt, 

Efter middagen og inden DJ’en gik på, havde vi fået Bjonko Music til at komme og spille festen op med hans drenge. Nogen kender dem nok som Balkanholdet. De forstår virkelig at sparke en fest igang. I Serbien kalder man dem trubaci, og de er fast inventar til bryllupper, så der var ingen tvivl om, at de selvfølgelig også skulle komme til vores. Der blev danset serbisk folkedans og svunget servietter til den helt store guldmedalje.  

Mad & drikke

Det var én af de ting, vi ihvertfald ikke skulle gå ned på. På båden, som sejlede os fra Gl. Strand til Reffen, havde vi indkøbt en masse øl, sodavand og Somersby. 

Til receptionen leverede The Cocktail Factory drikkeklare cocktails, hvilket var virkelig genialt, da ingen af os er til champagne, og vi gerne ville bibeholde den uformelle stil. Sliders leverede de lækreste sliders, hvilket var perfekt til at stille sulten, og så elsker alle bare en god burger. Igen gik det bare perfekt i hånd med vores uformelle tema. 

Kalles Kaffe stod for den gode kaffe, hvilket virkelig var værdsat af gæsterne. 

Selve middagen stod Gas Op for, og nøj hvor det smagte! Vi sad ved langborde, hvilket fungerede overraskende godt, og derfor havde vi valgt at køre det hele som sharing dinner. Det var det bedste bryllupsmad, vi nogensinde har smagt og alle gæster har rost det til skyerne. Og foruden at alt smagte himmelsk, så var portionerne også lige efter vores hjerter – store! 

Stedet stod for både cocktails og vin om aftenen, og her var baren åben fra vi kom til vi gik. Endnu en af de ting vi havde prioriteret. Vi drikker personligt ikke selv vin, og der er ikke noget værre end at sidde og drikke vand frem til midnat, hvor baren endelig åbner, så derfor kunne man både bestille øl og cocktails under hele middagen. 

Bryllupskagen

Med chance for at støde en masse, så har vi sjældent smagt en god bryllupskage. Det bliver ofte en af de ting, som man bestiller, fordi det hører sig til, så det var vi ret hurtige enige om, at vi ikke skulle bede om. I stedet fik vi vores veninde Julie til at lave den bedste gulerodskage vi til dato har smagt. Hun havde både lavet og pyntet den, så den til forveksling lignede en almindelig bryllupskage.

Vielsesringe

Her valgte vi igen noget utraditionelt. Ingen af os ville have den klassiske blanke vielsesring, som alle kan gå ned og finde i montren, så vi indsamlede en masse inspirationsbilleder og henvendte os til Marks kammerat Lasse, som lavede de sejeste og rå ringe til os. 

Fest indslag

Da vi var til prøvesmagning på vores cocktailmenu, sad Mark i retning af et atelier, hvor der stod en fyr og malede. Mark kom så på den geniale ide, om at få stillet et lærred op, hvorpå folk kunne male et billede til os. Emil Staggemeier overhørte ideen og var klar på at hjælpe os. Så på aftenen stod han klar med et lærred, hvorpå alle gæster i samarbejde med ham skabte et maleri til os. Vi har endnu ikke set det færdige resultat, da Emil lige skal have lagt sidste hånd på det, men vi glæder os helt vildt til at se det og få det hjem og hænge.