Luk

Kristina & Rasmus, 09.09.2023, DIY-bryllup på et gods

Vores bryllup

Hvert år, når det nye BRUDEN-magasin udkommer, deler vi nogle af læsernes fantastiske bryllupsberetninger og bedste råd. Vi håber, at disse artikler vil være en kilde til inspiration for mange kommende brudepar, og så er det også bare sjovt at læse om, hvordan andre har gjort. Find flere læserbryllupper på vores bryllupsblog eller i BRUDEN-magasinet

Kristina & Rasmus Bay Outzen – Bryllup 9. september 2023

Vielsessted: Vor Frelser Kirke

Feststed: Hvolgaard Hovedgaard v. Tørring

Brudekjole: Panayotis Brudekjoler

Gommens tøj: Morten Rex – Herreskrædderiget

Best mans tøj: Morten Rex – Herreskrædderiget

Vielsesringe: Nørregaards Guldsmedje

Antal gæster: 70 gæster

Budget: 150.000 kr.

Fotograf: Jeanette Merstrand Photography

Videograf: Simii Photography

 

Vores historie og frieriet

Rasmus og jeg mødtes igennem motorsport. Jeg er opvokset med en bror, der var racerkører, og Rasmus var mekaniker i det team, som min bror var teamchef for på det tidspunkt. Vores veje var helt sikkert aldrig krydset, hvis vi ikke havde mødtes der, vi er så forskellige på alle andre punkter. Vi blev først bedste venner og senere kærester, og med et par små bump på vejen blev vi voksne sammen i vores tyvere. 

Rasmus havde bestemt sig for at fri på Yas Marina Formel 1 banen i Abu Dhabi, på hans fødselsdag i oktober 2022. Desværre kunne vi ikke komme ind på banen den dag, og det blev derfor det næstbedste for store legebørn; verdens største vandland Atlantis..

Vi havde et lille privat område, hvor vi bare kunne være os selv og vores bedste venner, og lige dér faldt han på knæ med den smukkeste ring. Det var helt perfekt uperfekt – og lige os. 

Planlægningen starter

Vi blev forlovet d. 27. oktober 2022, og præcis en måned senere købte jeg brudekjolen hos Panayotis. Det var bestemt ikke planlagt, men så var vi ligesom i gang. Jeg tror, Rasmus syntes, at det gik lige lovligt stærkt – vi havde ikke engang en dato på plads på det tidspunkt… But when you know, you know!

Vi startede for alvor i januar/februar 2023 med at finde dato, lægge budget, få styr på leverandører, designe invitationer osv.

Læs mere: Find flere Læserbryllupper lige her »

Vilde DIY-projekter! 

Vi lavede alt pynt selv. Vi ville gerne holde udgifterne nede uden at gå på kompromis med oplevelsen for gæsterne. Derfor blev det ét stort DIY-bryllup, hvor stort set alt var “hjemmelavet.” 

Lige fra servietterne som Rasmus’ fantastiske mormor syede ud af mørklægningsgardiner for at få den helt rigtige tykke kvalitet, til opsatserne på bordene der var lavet af spraymalede fodbolde beklædt med smukke kunstige blomster.

Derudover havde vi små “slikposer” i vores hangoverkits til dem med hund, fra vores hund til deres, som tak for lån af deres mennesker. Vi havde toilet/overlevelses ”bar” med hjemmelavede etiketter, et stort selfiespejl med en hilsen på, futter med vores monogram til trætte dansefødder, personlige dørskilte på alle værelserne, bøjleskilte til brudepigernes kjoler lavet med de tillægsord, der beskrev dem, hjemmelavede pyjamasser, og alle skilte/menukort/invitationer/bordkort m.m. var hjemmeproduceret. 

Vi prøvede virkelig på at sætte et personligt præg, alle de steder vi kunne komme til det, så hvis vi kunne lave det selv, så gjorde vi det. 

Bryllupskagen

Jeg lavede selv 7 bryllupskager. Jeg inviterede tre skønne kageglade veninder til at hjælpe med at “designe” en kage hver, som vi lavede sammen.

Gadgets!

For netop at gøre alting personligt, havde vi fået en utrolig dygtig maler til at lave et “live” maleri i salen, Nini fra “Greinart” stod i festsalen fra kl. 10-22 og malede på det smukkeste maleri, der virkelig fangede essensen i vores bryllup.

Samtidigt med at vi forsøgte at gøre det til en særlig oplevelse for vores gæster, og rammerne på godset kunne hurtigt få det til at blive lidt FOR fornemt, så ville vi gerne holde det nede på jorden. Derfor holdt vi receptionen udendørs i det mest fantastiske solskinsvejr, hvor godsets store grønne areal var fyldt med alt, hvad vi kunne finde af havespil. Det var fantastisk at se gæsterne stå i deres smukke tøj og spille vikingespil, slå søm i osv. med en kold dåseøl i hånden – dét var lige det, vi håbede på.

Det bedste øjeblik på dagen

Der var så mange på så magisk en dag, hvordan skal man næsten vælge. Da dørene til kirken gik op, og jeg blev sunget ind til Lukas Graham sangen “Say Yes” og vi fik øjenkontakt – dét var kæmpestort. Det føltes fuldstændigt som om tiden stod stille lige dér.  

Men også det øjeblik da min far så mig i brudekjolen var fantastisk, noget som jeg vil huske resten af livet. 

Vi havde lavet en bordplansoversigt med personlige breve til alle vores gæster, og vi havde brugt utroligt mange timer på at skrive hilsnerne, for at de var helt rigtige. At se vores elskede venner og familie åbne brevene var også noget ganske, ganske særligt og lige præcis det magiske øjeblik, som vi havde håbet på.

Men mest af alt, så glemmer vi aldrig alle de fantastiske ord, der blev sagt i talerne. Ingen af os har nogensinde følt os mere værdsatte eller elsket. 

“Vi ville så gerne have, at vores gæster havde en kæmpe fest, og det virkede det heldigvis til, at de havde.”

Overraskelser

I sin tale valgte Rasmus at overraske mig med den største gave jeg nogensinde har fået; et skønt hoppeføl som jeg virkelig havde drømt om at eje, men aldrig turde håbe på. Dét er naturligvis et øjeblik, som vi aldrig glemmer.

Vores bedste råd til andre brudepar

Hvis man skulle blive nervøs i løbet af dagen, så husk at det er alle dine yndlingsmennesker, der sidder i lokalet. De vil jer kun det allerbedste, og de er der for at hylde jeres kærlighed!  

Og så sørg for at forberede så meget som muligt og få uddelegeret eventuelle opgaver til nogle I stoler på, så I kan slippe det hele på dagen og bare nyde det. Det er så stor en dag og så mange penge – sørg for at kunne være til stede. 

Tips! 

Jeg havde købt to brudebuketter for at kunne beholde den ene og kaste den anden. De var lavet i Bilka om fredagen af deres blomsterbindere, og kostede 330,- pr. stk. De var SÅ smukke, og det er helt klart en anbefaling herfra. Jeg havde fået to af mine brudepiger, to knalddygtige grafikere, til at sørge for dem, så brudebuketterne passede 1:1 med alle de farver vi havde brugt i brylluppet. Dét var en fantastisk detalje!

Det gik galt på dagen!

Det, der ikke måtte gå galt, gik galt! Min elskede farfar, som er et af de vigtigste mennesker i mit liv, blev desværre dårlig om morgenen. Han sad endda klar i sit jakkesæt, men han blev faktisk så dårlig, at han senere på dagen blev indlagt, og han nåede desværre ikke med til brylluppet. Det var mit allerstørste ønske, at han skulle se mig gå op ad kirkegulvet. 

Et stort stykke af min tale var dedikeret til ham, og det var næsten ubærligt for os begge, at han ikke var med. Min afdøde farmor og ham er uden tvivl den største kærlighedshistorie, jeg kender til, og jeg håber, vi kan gøre dem kunsten efter. 

Vi har efterfølgende aftalt at holde et “mini-bryllup” sammen med ham, hvor han får os at se i tøjet, der bliver vist video og billeder, og vi serverer hovedretten fra brylluppet. Han er heldigvis helt sig selv igen.

Dét betød ekstra meget for os!

Midt i al lykkerusen over at skulle giftes, blev jeg opereret i december 2022, og desværre har operationen haft ret store konsekvenser for hverdagen som vi kender den. Det gjorde at hele vores verden blev vendt på hovedet, og vi var begge i tvivl om, hvor vidt det var realistisk at gennemføre brylluppet. 

Jeg har brugt planlægningen og de mange DIY-projekter som noget, der kunne fjerne fokus fra alt det, der ikke fungerede i den nye hverdag, og det var den vildeste følelse at se det hele gå op i en højere enhed på dagen. 

Derudover havde vi Hvolgaard fra torsdag-mandag, hvor der var mulighed for overnatning for den nærmeste familie, brudesvende og brudepiger. Det var guld værd at kunne bruge dagen før og dagen efter med dem, der stod os nærmest. Vi havde de bedste mennesker omkring os, og de trådte virkelig til, da der var brug for det i dagene op til. Vi var aldrig nået i mål uden dem. 

Og så betød det utroligt meget for os begge, at det virkede som om, alle virkelig ønskede at være der. Vi ville så gerne have, at vores gæster havde en kæmpe fest, og det virkede det heldigvis til, at de havde.

Bryllupsrejsen går til…

Vi har valgt at gemme bryllupsrejsen, måske vi finder noget inspiration i de andre brudepars historier. 

Læs mere: Find flere Læserbryllupper lige her »