Mød Rasmus og Ann-Kristin, et ungt par fra København, som den 12. august 2017 sagde JA til hinanden ved et ikke helt almindeligt bryllup! ”Verden er i flammer, og vi kunne ikke med god samvittighed gå den helt traditionelle vej med vores bryllup.”
Rasmus og Ann-Kristin blev gift på Trudsholm Gods på Sjælland. Deres bryllup var alt andet en traditionelt, det var en helt særlig begivenhed, der ikke bare blev en uforglemmelig dag for dem, men også var med til at hjælpe verdens børn.
Deres bryllupsplanlægning har været helt som din og samtidig helt anderledes, for Rasmus og Ann-Kristin har brugt det seneste halve år på at indhente sponsorer på alt fra brudekjole til ringe, DJ og isterninger, så de kunne donere en god del af deres bryllupsbudget til UNICEF – uden at gå på kompromis med deres drømmebryllup.
De 85 gæster var alle indstillet på, at deres gaver skulle være pengedonationer til UNICEF og nogle af de sponsorerede effekter bliver nu i tiden efter brylluppet bortauktioneret og derigennem bliver der rejst endnu flere penge til det gode formål. Målet med En God Sags Bryllup var at kunne donere minimum 80.000 kroner til UNICEFs generelle arbejde for verdens mest udsatte børn. Og man kan sige at parret nåede i mål!
“Vi kom på ideen til En God Sags Bryllup, fordi vi simpelthen var nødt til at forsøge at få drømmen om vores livs kærlighedsfest og behovet for at tænke ud over os selv til at mødes. Med 3 børn i familien var det helt naturligt at gå til UNICEF med ideen,” siger parret.