Hvor regnbuen ender – er der bryllupskage

Regnbuekage som bryllupskage

Foto: Camilla Jørgensen

Hvor regnbuen ender behøver der ikke være guld, bare der er denne lækre regnbuekage, der egner sig perfekt som bryllupskage.

I samarbejde med kagebloggeren Camilla, der har den fineste blog; Coco & Co, får du her en udførlig DIY guide, hvis du er blevet helt forelsket i den smukke kage, der vil gøre sig godt til enhver bryllupsreception.

Opskrift

Kagebunde (6 stk.)
  • 5 æggehvider (bundene skal være så blege som muligt)
  • 2 tsk. vaniliesukker
  • 455 g. sukker
  • 1/2 tsk. salt
  • 350 g. smør (stuetemperatur)
  • 5 1/2 dl. mælk
  • 670 g mel
  • 4 tsk. bagepulver
  • Lyserød pastafarve. Kan bl.a. købes her
DIY guide til regnbuekage/bryllupskage

Foto: Camilla Jørgensen

Fremgangsmåde:

Forvarm ovnen til 175 grader. Beklæd dine springforme med bagepapir. Du skal lave seks kagebunde, men hvis du ikke har så mange, så lav et par stykker af gangen.

Pisk smør og sukker luftigt (brug gerne røremaskine). Tilsæt æggehviderne lidt af gangen. Bland de resterende tørre ingredienser; mel, bagepulver, vaniliesukker og salt og tilsæt det til dejen lidt af gangen, skiftevis med mælken.

Den færdige dej deles i seks lige store portioner.

Tilsæt den lyserøde pastafarve. Begynd med en lille smule til første portion, lidt mere til anden og fortsæt med at øge mængden for hver portion.

Hver portion dej hældes i en springform for sig og bages i ca. 12. minutter.

De færdige bunde vendes ud på en bagerist og afkøles i min. 10 minutter.

Hvis bundende ikke er lige, skæres toppen af med en stor brødkniv eller brug en kagedeler.

LÆS OGSÅ ‘DIY – CUPCAKEFLAG’ »

Frosting – Italian Merengue Buttercream med hvid chokolade
  • 680 g smør (plain og gerne usaltet)
  • 10 pasteuriserede æggehvider
  • 530 ml. sukker
  • 3 tsk. vaniliepasta
  • 120 ml. vand
  • 300-400 g. hvid chokolade

Vand og sukker bringes i kog. Skal koge i alt syv minutter til en sirup. Efter fem minutters kogetid piskes æggehviderne i ca. 2 minutter.

OBS. Det er meget vigtigt, at siruppen og æggehviderne er klar på samme tid!

Pisk æggehviderne ved høj hastighed mens du tilsætter den flydende sirup. Hæld siruppen ned langs skålen i en tynd stråle. Pisk ved den høje hastighed til skålen føles kold – dette efter min. 10 minutter.

Arbejder du med røremaskine skiftes piskeriset til en K-spade (en alm. elpisker kan dog bruges). Tilsæt herefter smørret i små terninger. Pisk til smørcremen er samlet. Bliver massen grynet eller skiller undervejs er det vigtigt blot at piske videre til massen er hel blank. Tilsæt til sidst vaniliepastaen.

Smelt den hvide chokolade, der skal køle let ned, og vendes i den færdige frosting.

Det endelige værk

Regnbuekagen er nu klar til at blive samlet.

Læg den lyseste bund nederste i en bagering og smør et lag frosting på. Herefter lægges den næst lyseste bund ovenpå med et lag frosting og sådan fortsætter du til den mørkeste bund er på toppen. Kagen stilles nu på køl 1-2 timer.

Beklæd en kageplade med bagepapir, der fastgøres med tape. Læg kagepladen på en drejeskive med bagepapiret op. Fordel et tyk lag frosting på bagepapiret (større diameter end kagen). Kagen flyttes forsigtigt ovenpå og bageringen fjernes.

Herefter smøres kagen op med en god spartel. Smør først et tyndt lag på (lige nok til at fange krummerne) og sæt kagen på køl igen.

Efter et stykke tid laves en opsmøring mere. Undlad at smøre toppen, men træk i stedet det overskydende frosting fra bagepapiret op ad kagen og stil på køl.

Smør herefter kagen med tynde lag frosting 2-3 gange. Efter hver opsmøring skal kagen stilles på køl.

Afslutningsvis skal kagen skrabes for ujævnheder så fint som muligt. Herefter stilles den på køl i 2-3 timer.

FIND MATERIALERNE TIL DINE DIY BRYLLUPSPROJEKTER I VORES SHOPPING GUIDE HER »

Kagen placeres nu på dit fad – vend den mørkeste bund nedad og fjern forsigtigt bagepapiret fra toppen af kagen, der gerne skulle være meget fin og helt glat. Skulle der være huller, kan du smøre et meget tyndt lag frosting på toppen.

Kagen stilles på køl. Den færdige kage skal have lov at blive tempereret og må gerne tages ud 30-60 minutter før servering.

Pynt med friske bær og lad gæsterne bliver overraskede over det smukke syn der venter ved udskæringen.

Velbekomme.

Se flere af Camillas smukke kagekreationer lige her  eller få inspiration i vore store samling af bryllupskager

DIY til den lækreste regnbuekage til brylluppet

Foto: Camilla Jørgensen

Hej! Jeg hedder Tina. Jeg er skribent her på bryllup.dk og arrangør af de store bryllupsmesser! Kig endelig rundt på sitet og hold dig opdateret inde på vores blog.

One Response

  1. Julie Svar

SKRIV DIN KOMMENTAR