Bryllupper er selvfølgelig tidsløse begivenheder hvor vi fejrer kærligheden og det stærke bånd mellem 2 mennesker, som ønsker at give hinanden deres “for evigt”.
Med det sagt, så har bryllupper, bryllupstraditioner og fejringen heraf alligevel ændret sig markant det seneste årti. En stor del, skyldes de sociale medier. Men selvfølgelig har den økonomiske udvikling og vores måde at betragte hinanden på i verden også en del at skulle have sagt. Tag med os på rejsen gennem memory lane, hvor vi ser på både større og mindre ændringer i bryllupper og fejringen heraf.
Vel ude af den økonomiske krise, er brudepar begyndt at putte flere penge i deres bryllupper. Det er ikke fordi bryllupperne bliver større. Tværtimod. Par er selektive med, hvem de inviterer på deres store dag. Til gengæld bruger de mange flere penge på selve brylluppet og at det skal være en oplevelse for gæsterne og dem selv.
Selvom en del stadig ønsker helt traditionelle bryllupper, så ønsker de fleste en helt unik dag, hvor de får lov til at fejre på deres helt egen måde. Helt hvide brudekjoler, noget lånt og blåt og suppe-steg-og is er for længst byttet ud med andre, mere unikke alternativer. Personlighed spiller en kæmpe rolle i, hvordan brylluppet ender med at blive. Og hvert par ønsker at vise deres personlighed på den ene eller anden måde i deres fejring.
I kølvandet på afskeden med traditioner kom i stedet et nyt fænomen; customized. Er du ved at planlægge bryllup er du helt sikkert stødt på ordet mange gange allerede! Ja customized er blevet for brudebranchen hvad Tom Cruise var for 80’erne. Et kæmpe hit. Vi vil alle have noget der er customized og aldrig set før; og det er alt fra vielsesringe til invitationer, dekorationer og bryllupsbilleder. Og vi er klar til at betale for det.
De sociale medier har kæmpe indflydelse, på de typer af bryllupper vi ser i dag. Både Instagram og Pinterest blev “født” i 2010 og det har tydeligt kunnet mærkes. Nu henter vi inspiration fra hele verden, og det gør os mere kreative og modige med vores valg. Samtidig presse det hele bryllupsbranchen til at tænke mere kreativt og skabe noget unikt for hver eneste brudepar.
Hvis du selv har været gæst til et bryllup for nylig, har du sikkert kunnet mærke, at det er blevet anderledes at være bryllupsgæst. Brudepar griber til alle mulige og umulige metoder for at imponere, overraske og WOW’e deres bryllupsgæster. Det kunne f.eks. være bryllupper der varer flere dage, bryllupper der bliver holdt i udlandet, i smukke omgivelser og bryllupper hvor der er brugt mange penge og ressourcer på anderledes underholdning for gæsterne.
Med al debatten omkring miljøvenlighed og vores personlige ansvar for at passe på vores allesammens dejlige klode, så er brudepar for alvor begyndt at tænke i miljøvenlige løsninger til deres bryllup. Det kunne f.eks. være at de kun bruger caterer som bruger lokale råvarer, at de overvejer miljøvenlige venues og ligeledes genbrugstøj til brud og gom. Ja, mange brude vælger at bruge deres mors eller svigermors gamle brudekjole og få den syet om, eller simpelthen køber en brudekjole i en speciel genbrugsbutik.