Luk

Vejle i bryllupshumør

Blog

Klar til Danmarks vildeste og sjoveste løb for brudepar.

Lørdag den 29. marts er Vejle klar til Danmarks vildeste og sjoveste løb for brudepar.  Startskuddet til årets City Vejle Brudeløb lyder kl. 12, hvor 26 kommende brudepar klar til at løbe om æren og præmier for mere end 100.000 kroner.

”Vi glæder os til en fantastisk bryllupsdag i midtbyen, hvor brudeløbet er hovedattraktionen. Som noget nyt får vi en stor tribune på opløbsstrækningen. Jeg tør godt love både kunder og brudeløbere en oplevelse ud over det sædvanlige på denne særlige dag, hvor hele byen vil være i bryllupsstemning”, fortæller citychef og løbsarrangør Michael Pedersen.

Med bruden på ryggen

Deltagerne i brudeløbet skal løbe en distance på cirka 120 meter. Det lyder måske ikke af meget, men det særlige er, at det faktisk kun er manden, der skal løbe – i jakkesæt og med sin kommende brud på ryggen i brudekjole. ”Ved målstregen plejer brudgommene at stå og hive efter vejret, hvis de altså når så langt. Nogle styrter, andre vrider om på foden og nogle må gå, da det simpelthen bliver for hårdt at løbe med bruden på ryggen”, siger Michael Pedersen med et smil.

Sikkert er det, at deltagerne kan se frem til en uforglemmelig oplevelse. Som den tidligere løbsvinder, Daniel Sundgaard, siger: ”Det var den sjoveste dag, vi har haft sammen som kærester. Uden tvivl. Vi anbefaler alle, vi kender, at melde sig til brudeløbet. Det var SÅ skægt at kæmpe sammen,” siger Daniel Sundgaard.

Bryllupsdag i Vejle

Ud over brudeløbet vil midtbyen summe af oplevelser og inspiration til bryllup. Til par med planer om bryllup i år uddeler Panayotis Brudekjoler 100 goodiebags med overraskelser fra byens butikker. Citycentret Bryggen holder Wedding Day. Blandt andet med messe, modeshow og besøg af vinderen af ”Den store kagedyst” Anne Mette Voss, som vil dekorere Vejles største bryllupskage.

Naturligvis er byens kendte kædebutikker og spændende specialbutikker klar med masser af inspiration til bryllup.

”Vi håber, at mange kommende brudepar og bryllupsgæster vil tage imod vores invitation og komme til vores store bryllupsdag på lørdag. Jeg tør godt love, at det bliver en fest”, siger citychef Michael Pedersen.