Luk

Anna & Jon, 08.07.2023, Lokalt bryllup i Danmarks ældste by

Vores bryllup

Hvert år, når det nye BRUDEN-magasin udkommer, deler vi nogle af læsernes fantastiske bryllupsberetninger og bedste råd. Vi håber, at disse artikler vil være en kilde til inspiration for mange kommende brudepar, og så er det også bare sjovt at læse om, hvordan andre har gjort. Find flere læserbryllupper på vores bryllupsblog eller i BRUDEN-magasinet

Fotos: Erling Jørgensen

Anna & Jon Vinther  – Bryllup 8. juli 2023

Vielsessted: Domkirken, Ribe

Feststed: Kolvig By Skovmose, Brorsons Minde

Brudekjole: Nicolai Brudekjoler, København 

Gommens og best mans tøj: Black Dot i Jorcks Passage

Vielsesringe: Castens, København

Bryllupskage: Små jordbærtærter fra Kageriget

Antal gæster: 110 personer

Budget: 220.000 kr. 

Fotograf: Erling Jørgensen

Videograf: Jens Jørgensen

Forlovelse i Toscana og en tur på Bryllupsmesse

Vi blev forlovet i Toscana på en vin og oste-smagningstur, vi selv havde planlagt. Jon friede med en selvdesignet ring formet som min yndlingsblomst, solsikken, og spurgte om det skulle være os to for altid. Jeg kunne ikke andet end at svare et rungende ja, og vi svævede igennem resten af ferien på en lyserød sky.

Ingen af os havde en klar forestilling om, hvordan vores bryllup skulle være. Det var først en uges tid efter forlovelsen, at jeg var til mit livs første bryllup, så referencerammen var meget begrænset. Jeg købte derfor billetter til bryllupsmessen i Lokomotivværkstedet, ret hurtigt.

Vi brugte bryllupsmessen som udgangspunkt for at se de forskellige leverandører og blive inspireret og udvælge, hvilke vi ville se nærmere på og vælge til vores bryllup. Messen giver et virkelig godt overblik over udvalg og også priser. Modeshowet var med til at vise nogle brudekjoler frem, jeg ellers normalt ikke ville have skænket en tanke, men som var med til at holde et åbent sind.

Valg af vielsesringe

Jon faldt over en facebook reklame for Castens. Vi kiggede på hjemmesiden og så deres portfolio igennem og valgte nogle designs, vi syntes om, og kom derefter ind til et uforpligtende designmøde. Hun er så dygtig derinde til at fange, hvad man synes om, og komme med sin ærlige mening om mulige designs.

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed

Vores bryllup valgte vi at holde i Ribe, da Jon er født og opvokset i byen, hvor hans forældre stadig bor. Vi bor i København, men da jeg gerne ville giftes i en kirke, vi har et forhold til, var det enten den lokale landsbykirke i Ødsted, eller Ribe – og domkirken vandt.

Ribe gav mulighed for at alle gæster kunne bo inden for 15 min. gang fra kirke og festlokation. Det afhjalp evt. problemer med transport og vandvogn for evt., chauffører. Det var helt en helt perfekt lokation for os. 

Kolvig By Skovmose stod for hele festarrangementet med lokaler, mad og drikkevarer. Maden var helt eminent. Vi havde haft en menu-smagning en måned tidligere, hvor vi havde smagt os igennem 10 vine og fundet det perfekte match. Vi gad ikke buffet, da vi synes, det er kaotisk at stå i kø, og der er ikke altid mad nok. Og da vi går meget op i mad og vin, ville vi gerne give vores gæster en speciel oplevelse med 4 retter og en ganerenser.

Pynt og et fælles projekt

Med et så lokalt bryllup betød det også at mange lokale var en del af planlægning og udformning af brylluppet. En familieveninde, der er knalddygtig til papirarbejde, lavede små papirhuse som bordkort. En replika af festlokalets udseende, med min yndlingsblomst på den ene side og min mands skotske “familieblomst”, tidslen, på den anden side.

En anden familieveninde, der har en smuk have og ynder at designe blomsterdekorationer i sin fritid, meldte sig selv til at lave blomsterdekorationer. Hun fik samlet yderligere 4 veninder til at lave blomsterranker til borddækningen, buketter til kirken samt i festlokalerne.

Den lokale foto-mand var videograf til vielsen.

Jeg havde også malet diverse skilte til dagen selv, i nogle gamle rammer fundet i kælderen i vores opgang samt gamle billeder fra min afdøde farfar.

Blomster

Jon var kommet på ideen, da vi bestilte blomsterne, at have et farvetema. Brudepigerne havde solsikker og mine og Jons blomster havde en blanding af alle farverne for at symbolisere mødet mellem de to familier.

“Det her er det bedste bryllup, jeg nogensinde har været til, og det er stadig dagen før!”

Taler og bordplan

Taler blev holdt på en blanding af dansk og engelsk af hensyn til det internationale crowd. Menuen var printet på dansk og engelsk, og bordplanen var også et større puslespil for at sikre at tyskerne sad nogenlunde sammen, og mindst en dansker kunne forklare englænderne, hvorfor alle render op og kysser på bruden, når gommen er udenfor. Englænderne især viste sig som store fans af de danske trampe- og kysse-traditioner!

De bedste øjeblikke på dagen!

Anna: Da jeg kommer ind i kirken og ser alle vores mange venner, familie, kolleger og naboer, der er kommet til Ribe for at fejre min og Jons kærlighed. Og jeg kan se, at han står og venter på mig nede i den anden ende. Der var så meget kærlighed og glæde i kirkerummet, jeg kunne mærke den stråle imod mig.

Jon: Jeg er splittet, det var alt sammen så perfekt. Det var en sand fornøjelse at tage billeder med Anna efter vielsen. Jeg var overvældet af glæde, når jeg så på hende, og var pærestolt over at have hende under armen, mens vi gik rundt i Ribes gader. Men at høre de sjove og rørende taler betød også enormt meget for mig.

Et godt råd til andre brudepar!

Sørg for at I intet skal på dagen, andet end være i kirken på det rigtige tidspunkt og have det sjovt. ALT andet skal uddelegeres til betroede mennesker. Sørg for to personer, hvis der er noget, man skal huske at flytte fra fx kirken til receptionen, receptionen til feststedet etc. Både så der er en hjælpende hånd, men også så der er et ekstra hoved til at huske det. Uddeleger!!!

Det gik galt!

Bryllupskagen fik vi først styr på 2 uger før brylluppet, selvom vi havde håbet på, at alt var bestilt og ordnet 3-4 uger før. Vi endte med små jordbærtærter fra Kageriget, de ligger ikke så langt fra Ribe. Kagerne var så dejlige og fine på dagen!

Det betød ekstra meget for os!

Vores taler til hinanden betød så meget – og da jeg fik min morgengave. Og tænk sig, alle de mennesker, der var rejst så langt for at være med til at fejre os, det gjorde os så glade, at vi havde tid til at komme rundt og snakke med alle gæsterne.

Brudevals

Vi har gået til standarddans, siden jeg mødte en danselærer til bryllupsmessen (Den Evige Dans), så vi fik instruktøren til lige at give os en times brudevalsundervisning med et løft og en sjov vending. Jeg havde købt brudekjole efter at den skulle være behagelig at have på i 30 graders varme, men også noget jeg ville kunne danse i til den lyse morgen.

Bryllupsrejsen gik til …

Vi tog til Rhodos og Symi, Grækenland, to uger efter brylluppet. 

Aftenen før Den Store Dag

Da størstedelen af gæsterne kom fra Sjælland og udenlands, kom næsten alle til Ribe dagen før vielsen. Det gav en rigtig god stemning med repræsentanter fra vores fest på næsten alle Ribes spise- og udskænkningssteder. Vores polterabender havde været med til, at folk havde lært hinanden at kende på tværs af vennegrupper. 

“Det her er det bedste bryllup, jeg nogensinde har været til, og det er stadig dagen før!”

Læs mere: Find flere Læserbryllupper lige her »