Vi bliver noget misundelige, da Christina skriver til os fra lufthaven på vej til New York, hende og Johannes skal på bryllupsrejse. De har haft den smukkeste vielse i mindeparken i Aarhus og den hyggeligste reception med fri is-bar.
’’Dagen startede med morgenmad og hygge sammen med min søster og mor. Kl. 10 kom frisør/make-up artist og gjorde mig lækker. Det var meningen, at min far skulle komme og hente os, men i stedet bankede min nabo Finn på døren og stod klar til at køre os i sin fine ny-polerede Toyota! Han kørte os afsted og satte os af på flyvepladsen, hvor der stod en flot, sort helikopter klar til os. Noget af en overraskelse!! Vi blev fløjet til Aarhus Nord, hvor min far ventede på os og kørte os resten af vejen. I mellemtiden var Johannes blevet godt og grundigt nervøs, da vi kom liiidt for sent (34 min.) Vi skulle jo lige have en tur hen over alle gæsterne først.
Vielsen fandt sted i Mindeparken, Aarhus under de Japanske kirsebærtræer. Det var så smukt. Lige da vi gik op ad den røde løber kom der en lille brise, som blæste lidt blomster af træerne. Helt perfekt timet.
Vi sagde ja til hinanden og fik efterfølgende taget et fællesbillede med alle gæsterne. Johannes havde sørget for, at vi kunne køre væk i en lækker hvid Tesla.
Efterfølgende havde vi reception på Jensens Bøfhus, da vi gerne ville gøre det lidt anderledes. Gæsterne hyggede sig på Jensens med forskellige små anretninger, fri is-bar og den lækre bryllupskage i 6 lag fra Kageriet.
Efterfølgende fik vi taget en masse lækre billeder og kl. 18 var der fest på Varna Palæet i Aarhus. Rigtig hyggelig stemning, lækker mad, søde taler og sjove indslag.
Det var en fantastisk dag, vi aldrig glemmer!’’ fortæller Christina.
Hendes råd til brudepar er at nyde dagen i fulde drag – tiden går alt for hurtigt.
Brudekjolen: Lilly i Aarhus (købte den ca. 6 måneder før).
Gommens tøj: Bertoni.
Det bedste øjeblik på dagen: ’’Uhh, det er svært! Der var så mange, men da min far og jeg kom gående op ad den røde løber, og jeg kunne se Johannes i øjnene og tænkte nu er det nu og det er forevigt! Det var helt specielt. Samtidig kom der en brise, som fik blomsterbladende til at drysse ned og lækker klavermusik i baggrunden’’ siger Christina. Johannes bedste øjeblik, var ’’da Christina kom (45 min. forsinket) og jeg indså, at det ikke ville regne!’’
Bryllupsrejse: New York og LA.
Navne: Johannes Wild Kronborg Kristensen og
Christina Faith Kronborg Kristensen.
Dato for vielse: 21. Maj 2016.
Antal gæster: 120 til reception og 80 til fest.
Budget: 120.000 DKK.
Vielse: Under kirsebærtræerne i Mindeparken, Aarhus.