
Tekst: Brudgom, Lau, Redigeret af Saba Sepahi – Foto: Sebastian Løndal, Løndal Media – Anders Christiansen, Nordisk Media (fra festen)
Jeg havde én klar drøm for dagen: at den skulle føles ægte. At der var plads til nærvær, tårer, grin og de små øjeblikke, man aldrig glemmer. Det ramte mig især, da jeg så Julie komme op ad kirkegulvet arm i arm med hendes far. Det var et af de øjeblikke, hvor alt stod stille. Resten af dagen var fyldt med den samme følelse: kærlighed, varme og fællesskab.
Vi er: Lau, 33, Julie, 32
Vi matchede på Tinder i februar 2023 og mødtes en uge senere. Vi sagde, vi ville tage det stille og roligt – men det gjorde vi ikke. Vi blev kærester kort efter og købte hus et halvt år senere. Når man ved det, så ved man det.
Vi blev forlovet i juni 2024. Vi holdt sommerfest i haven med live musik og masser af regn. Under en pause i musikken gik jeg op, holdt tale og friede. Jeg havde været hjemme hos Julies forældre et par måneder inden for at spørge om deres velsignelse. Ringen havde jeg fået lavet sammen med hendes veninder. Det var følelsesladet, personligt og helt rigtigt.
Jeg var med på de store beslutninger. Julie er stærk i planlægning, og hun tog styringen. Jeg var særlig optaget af de traditioner, der var vigtige for mig — blandt andet, at vi blev viet i kirke, og at festen skulle holdes et sted med historisk sjæl og klassisk udtryk.
Ja. Jeg stod for brudebuketten, knaphulsblomster, fotograf og musik.
At vi holdt fast i traditionerne – ikke bare fordi “man gør det sådan”, men fordi det betød noget. Det gav mening og nærvær.
Jeg havde jo ikke set Julies kjole (af gode grunde), og fordi jeg ved, hvor meget hun går op i at være gennemført, sendte jeg hende op til min tøjmand Jonas, hos Poul Iversen. Jonas og Julie valgte sammen et klassisk, lyst sæt, som jeg senere kom ind og prøvede sammen med min svoger og en kammerat.
Så snart jeg fik sættet på, vidste jeg, at det var det rigtige. Man må bare sige, at både Julie og min tøjmand kender min stil og min krop bedre, end jeg selv gør. Jeg følte mig hjemme i det – og det kan man se på billederne.
Jeg vidste, den skulle være klassisk og hvid. Elegant og tidløs. Og den holdt endda til buketkastet, for Julie kastede den med crossfit-energi direkte ind i en væg.
Da vi så hinanden i kirken. Det ramte ekstremt hårdt. Og så Julies far. Han har udfordringer med at gå, men han smed rollatoren og gik hele vejen op med hende. Det øjeblik kommer jeg aldrig til at glemme.
Jeg gav Julie en morgengave: en diamant halskæde, jeg havde fået lavet til hende. Vi har en fælles symbolik omkring vores hunde, så smykket havde indgraveret en mynde, ligesom ringene.
Julie overraskede mig flere gange. Både med en række personlige billeder og med en signeret heavy metal-vest fra Birthe Kjær (lang historie — men en vigtig en!). Og hendes tale. Den ramte alt. Særligt fordi jeg slet ikke havde regnet med, at hun ville holde tale.
Jeg var nervøs. Jeg ville gerne balancere ærlighed, humor og kærlighed uden at miste mig selv i det.
Det gav mig nerver på og en god gang skriveblokade, som gjorde at jeg kom i gang med at skrive talen alt for sent! Jeg ville jo gerne statuere hvor meget jeg elsker den her kvinde, som har sagt ja til at dele livet med mig.
Heldigvis gik talen rigtig godt og alle var imponerede over kvaliteten, hvilket faktisk gjorde det til en stor oplevelse for mig.
Mit råd til andre gomme: Skriv talen ned. Øv den. Mere end én gang.
Julies forældre lavede en videohilsen, som blev vist under middagen. De plejer ikke at være typerne, der stiller sig i centrum, og derfor ramte det endnu dybere. Det var en gave, vi aldrig havde forventet – og aldrig vil glemme.
Vi tog en kort tur til Rom efter festen. God mad, vin og tid sammen. Den “store” rejse planlægger vi til næste år.
Ja. Et nyere, men meget stærkt venskab. Det skulle være ham.
Eventyrlig. Kærlig. Nærværende.
Leverandører I brugte