Luk

Et rustikt, romantisk og naturpræget bryllup i festtelt

BlogBrudekjolerPlanlægningTraditionerVores bryllup

Natasha Lodberg Mørup, 34 år, fortæller her om hende og Jespers romantiske bryllup i 2024! Længere nede kan du se de leverandører de valgte at bruge til deres bryllup.

Ikke et naivt, nyforelsket JA!

Jesper og jeg mødte hinanden da vi var helt unge, hvor jeg stadig boede hjemme ved min mor og far og Jesper boede i sin egen lejlighed inden i byen. Det er fantastisk at blive gift med en person, som du kender så godt og har fulgtes med hele livet, for vi har så mange fortællinger sammen, som på en eller anden måde mærkes stærkere, når vi så vælger hinanden igen – 16 år senere. Når du har været sammen i så mange år, så føles det bare så stærkt, fordi du siger: ja jeg vil dig stadig! Ja jeg elsker dig stadig!

Det var ikke et naivt, blåøjet, nyforelsket JA vi gav hinanden. Det var et solidt, erfarent og kærligt JA – vi gav hinanden den dag i kirken. Et ’ja’, der kender alt til hverdagens travlhed, med madpakker, diskussioner og tørre tantekys i døren. Et ’ja’ som rummer alle de udsving, livet har budt på. Men også et ’ja’ der hviler på et stærkt fundament af mange lykkelige øjeblikke og stunder sammen.

Skal vi rejse, renovere hus eller gifte os?

Tid fik en ny betydning for os begge, da vi mistede Jespers far sidste år, pludselig og uventet. Det var en meget svær tid og den store sorg der ramte os, førte os på sin vis også henimod nogle af de store spørgsmål i livet: Hvad skal vi gøre nu?

I den svære tid inviterede jeg Jesper med ud på en gåtur i skoven. Her tog jeg initiativ til samtalen om, hvad vi havde brug for at se frem i mod lige nu, i alt det svære vi stod i. Skulle vi ud at rejse med børnene? Skulle vi renovere huset? Skulle vi blive gift?

Vi blev hurtigt enige om at vi skulle giftes! Og herfra gik vi en lysere tid i møde og vores bryllupshistorie begyndte, allerede på vej hjem på skovstien, hånd i hånd.

“Jeg havde lyst til at have to kjoler på, for jeg ville føle mig fri til en kold fadøl og indianer dans med mine veninder om aften.”

Vi startede bryllupsplanlægningen samme dag

 Forberedelserne gik i gang samme dag som vi blev forlovet nede i skoven. Jeg havde altid haft en drøm om at holde et rustikt have bryllup, og den vibe mærkede Jesper også med det samme, så vi besluttede at holde det i et festtelt i haven.

Vi stod overfor en kæmpe opgave

Nu hvor vi skulle holde det hjemme i haven i festtelt, stod vi overfor en kæmpe opgave, nemlig at skulle være designere på vores eget bryllup. Og vi havde ikke råd til en weddingplanner, men vi havde store drømme for at det skulle være det flotteste festtelt, og vi skulle føle os hjemme i stemningen derinde.

Det var uden tvivl mig der havde det visuelle for øje, men Jesper havde evnerne til at sætte rammerne solidt op og komme med ideer til, hvordan telt og bar skulle udformes. Det var vigtigt for os at man kunne mærke Jesper og Natasha i det bryllup, vi forestillede os. Det var en slags byggeproces, et design, et puslespil og blankt lærred ville skulle udfylde sammen, når det er et gør det selv bryllup.

Velkommen til virkeligheden!

Vi arbejder begge to fuldtid, vi har 2 børn og en travl hverdag – vi ved hvad hinanden er gode til og dårlige til, og derfor var det oplagt at dele opgaverne og ansvaret op fra starten. Romantisk? Nej, Effektivt? Ja! Og det var fedt at se, hvordan vi hver især tog begge vores opgaver seriøst, og på den måde sikrede, at vi begge var at mærke i vores bryllup.

Nej tak til det traditionelle bryllup!

Vi ønskede et moderne, rustikt, naturpræget og romantisk have bryllup. Det betød for os blandt andet: at vi satte folk sammen som vi havde lyst til ved bordet og tænkte ikke ind i gamle traditioner om, hvem der skulle sidde ved siden af hvem.

Af materialer gik jeg efter natur materialer og flotte, men rolige farver. Farverne skulle emme af natur og ro, og gerne med de blomster der var i sæson lige nu, så det var så naturtro som muligt. Jeg havde lyst til at have to kjoler på, for jeg ville føle mig fri til en kold fadøl og indianer dans med mine veninder om aften.

“Det var fedt at se, hvordan vi hver især tog begge vores opgaver seriøst, og på den måde sikrede, at vi begge var at mærke i vores bryllup..”

Vores bedste råd til kommende brudepar

  • Tænk ikke et bryllup som noget der varer en dag, tænkt på det som mange oplevelser der starter helt fra forlovelsen til efter brylluppet.
  • Undgå negativ stress: sig nej til arrangementer, aftaler og andet i din fritid op til brylluppet
  • Del opgaverne op mellem jer
  • Kys hinanden. Kys hinanden som var det første og sidste gang.

De bedste øjeblikke på dagen

For Jesper: Det var et særligt øjeblik, da jeg tog imod Natasha i Kirken. Der hvor hun var kommet helt op til mig, efter at have gået op ad kirkegulvet med sin far. Og øjeblikket hvor vi går ind i teltet for første gang, efter at vi er blevet fotograferet. Der var en fantastisk stemning, og alle stod klar til at tage imod os.

For Natasha: Det var et særligt øjeblik for mig, da vi dansede brudevals. Det var ikke en fin og indøvet brudevals til ære for vores gæster. Det var et øjeblik hvor jeg følte en ring af kærlighed omkring os som par.

Den magiske time inden vielsen var også helt speciel. Tiden med min mor betød meget for mig. Jeg spiste en lækker morgenmad, imens min mor satte det smukkeste hår, som vi havde prøve sat på forhånd.

Så kom mine gode veninder til et glas champagne inden vielsen, det var så magisk at se dem, og de gav mig et armbånd på, lynede kjolen og gav knus og det spredte en kæmpe glæde i kroppen.

“Kys hinanden som var det første og sidste gang.”

Dét gik galt på selve dagen!

Min smukke brudetaske endte med at blive låst inde i kirken med min mobil, makeup osv. i. Heldigvis var en gæst ven af kirken, og fik hentet en nøgle og hentet tasken. Når du har et gør-det-selv bryllup og handler på nettet, så husk at tælle alle dine varer og sørg for at du har modtaget det rigtige antal varer. Da vi først mange måneder efter åbnede kasserne med 55 tallerkener, så manglede der 15 tallerkener, og det var 2 dage før brylluppet. Jeg brugte en halv dag på at løse problemet, da butikken havde udsolgt.

Dét betød ekstra meget for os på dagen!

 At have vores børn med i kirken til vores kirkelige vielse! Pyt med at børnene også rendte rundt under vielsen i kirken og My kastede impulsivt rosenblade blødt ud over mor og far under en af salmerne, og Max legede med legetøj på gulvet. Det afspejler det familieliv vi har, og den stemning vi ønskede til vores bryllup.

Bryllups-hack

Jeg overraskede Jesper med en ekstra kærlighedserklæring til ham, i form af en sanger i kirken. Det gjorde vores vielse endnu mere personlig. Det var 3 nøje udvalgte sange som alle havde en symbolik og en historie med sig.

Dét fortrød vi!

Jeg fortrød at jeg spildte penge og kræfter på en prøvetid hos en makeup artist. Jeg troede, at det var nødvendigt, men jeg endte med at klare det selv. Vi ville ønske, at vi havde sat mere tid af efter brylluppet. Både til oprydning, men også til at tage alt det ind, vi havde mærket og oplevet til brylluppet. Der sker så meget på så kort tid. Så mange taler, gaver der skal åbnes, kort der skal læses i ro og nærvær, og også som par at have tid til at sidde og snakke sammen om alle de fantastiske små og store ting, der skete. Vi havde sat 3 fridage af, men vi kunne godt have brugt en uge.

Antal gæster: 53 personer

Budget: 175.000 kr.

Vielsessted: Sædden Kirke i Esbjerg

Venue: Hjemme i parrets egen have med festtelt med bar, borde og stole fra: lejpartytelt i Esbjerg.

Fotograf: Signe Rosenkilde og Michelle Corby Photography

Brudens tøj:

  • Brudekjole: TP Kjoler mærke Bianco Evento
  • Slør: Buch Couture
  • Partydress: Bruuns Bazaar Women

Brudepigernes tøj: TP Kjoler

Blomster: millesheaven.dk

Gommens tøj:  Jakkesæt fra Kongehuset, Esbjerg

Vielsesringe:

  • Brudens er fra Saint Maurice
  • Gommens er fra Nuran

 

Få ærlige guides og værktøjer på vores blog.