…Somewhere waiting for me, my lover stands on golden sands, and watches the ships that go sailin’…
Jeg fik lidt ledt tankerne hen på denne gamle Bobby Darin sang, og som Robbie W. har genfortolket, da jeg i går læste, at man d. 6.juli har mulighed for at blive gift på skoleskibet Danmark, der ligger til kaj i Smilets by.
Og er du til korttidsplanlægning, alternative vielser og et “ja” under gyngende grund, så var det måske noget for dig.
Aarhus er nemlig igen vært for ‘The Tall Ships Races’, der sætter omkring 100 sejlskibe stævne i Aarhus Havn d. 4. – 7. juli. I den anledning har Aarhus Kommune valgt at tilbyde borgerlige vielser på Skoleskibet Danmark.
Én af vielserne vil endda blive forrettet af borgmester Jacob Bundsgaard. De resterende af forskellige rådmænd – her må det kommende brudepar selv vælge. I den anledning kan jeg på det varmeste anbefale rådmand Aage Rais, der forrettede en vielse, jeg deltog i sidste år, og både gav vielsen personlighed og et Søren Ulrik Thomsen digt – hvad mere kan man ønske sig?
Er du blevet fristet af det lidt alternative tilbud, kan man tilmelde sig vielsesdagen ved at udfylde en ægteskabserklæring på Aarhus Kommunes hjemmeside.
Sidste frist for tilmelding er d. 21. juni 2013 – de 20 pladser bliver dog fordelt efter først-til-mølle princippet.
Læs mere om vielser og find ægteskabserklæring og kontaktoplysninger på Aarhus Kommunes hjemmeside her »
Og mens du overvejer, kan du jo lige gøre det til Robbie Williams – så kan du endda overveje, om det ikke var lige netop den sang, der skulle spilles til vielsen: