Englænderne har gjort det i flere år – og ‘the more the merrier’ – brudeparret beder gæsterne om at bruge en opstillet ‘Photobooth’, præcis som de pasbilledkabiner, man kender fra togstationer. Vi præsenterer én af mikrotendenserne: ‘Photobooth’en’.
Du har set i hundredvis af dem, og det bliver sikkert ikke en undtagelse til dit bryllup; De klassiske gæstebilleder af Moster Ellen og onkel Finn midt i hovedretten, hvor Moster Ellen har lukkede øjne, og onkel Finn har gaflen med det sidste stykke steg på tværs i munden.
Hvis du vil forevige dine bryllupsgæster på en ny og sjov måde, kan du med fordel leje en ‘photobooth’. Her kan du stoppe gæsterne enkeltvis, to og to eller så mange som muligt ind i ‘photobooth’en’, der tager fire billeder hurtigt efter hinanden.
Resultatet bliver et anderledes foto af gæsterne, der kan opfordres til at bruge boksen i helt andre konstellationer end de klassiske parbilleder. Og hvis man skal tro en gammel Østkyst Hustlers’ sang, kan det være, at som aftenen skrider frem bliver det mere og mere tilfældigt, hvem man prøver at få med ind i kabinen.
Indtil videre er det kun Dansk Event Foto, der tilbyder ‘photobooth’en’ til bryllupper. Michael Lassen fra Dansk Event Foto mener, at tendensen er udpræget amerikansk, selv om han også er stødt på den i England, hvor han har arbejdet som fotograf på blandt andet Brit Awards. Her har fænomenet eksisteret i flere år. »Men vi er lidt langsommere i Danmark« understreger han.
Dansk Event Foto er landsdækkende og kan findes online. For 4000 kr. kan man få opstillet ‘Photobooth’en’ i tre timer, alle billeder inklusiv. Vi er på Bryllup.dk vilde med ideen. Og hvem ved? Måske skal alle bryllupper med respekt for sig selv have en ‘Photobooth’.