Luk

Toastmasteren – (næsten) dagens vigtigste person

Bryllupsbasics

Brudeparret er kransekagefiguren til bryllupsfesten, men kagestativet under det hele er toastmasteren, derfor er det vigtigt at vælge den helt rigtige samt forberede personen godt. Bryllup.dk giver dig her en miniguide til toastmasterhvervet.

Råd til toastmasterGenerel planlægning

Når I begynder at planlægge selve bryllupsfesten, og hvordan den skal forløbe, melder der sig ofte en masse spørgsmål om, hvorvidt I kan nå det hele, hvornår hvad skal ske, samt hvem der giver alle de fornødne beskeder til jeres bryllupsgæster, bandet, køkken- og serveringspersonalet osv.

I vil sikkert også have gjort jer tanker om, at vælge en toastmaster til at styre det hele, så I ikke selv farer forvildet rundt på den store dag.

For at være sikker på, at I kan nyde dagen og slappe af sammen med jeres gæster, er det vigtigt at vælge den rette person til toastmasterhvervet. For det er ikke helt uvæsentligt, hvem det er.

Karakteristika for den perfekte toastmaster

Toastmasteren skal helst være en person med både charme og overblik samt én, der udgyder respekt, ikke har noget imod at tale til store forsamlinger og er struktureret. Sidst skal det selvfølgelig være én, der befinder sig godt i rollen.

Måske kender du ikke en, der ligger inde med alle træk på én gang, og derfor er det vigtigt at understrege, at det ofte er bedre at vælge en struktureret person end standup’eren i familien. Humor er vigtigt, men struktur gør, at I ikke ender med at danse brudevals kl.2 om natten.

Besøg de populære bryllupsmesser

Ingen fest er forbundet med så mange traditioner og planlægning som et bryllup. Vil I også have hjælp fra eksperter og inspiration til jeres store dag, så snyd ikke jer selv for et besøg på en af de populære BRYLLUPSMESSER.

Her står alle eksperter klar til at besvare alle jeres spørgsmål.

KØB BILLET

Toastmasterens opgaver

Som toastmaster er du dagens ordstyrer. Det er selvfølgelig vigtigt at nyde dagen på lige vilkår som alle andre, men der er visse opgaver der skal koordineres. Det er ham/hende der skal have styr på dagens agenda og sikre at tidsplanen overholdes.

Nogle af de opgaver toastmasteren skal sørge for er

  • Tage imod gæster ved kirken og sørge for de sætter sig på de rigtige sider alt efter om de er venner, familie og selvfølgelig bruden og gommen.
  • I festlokalet skal toastmasteren også ved ankomst af gæster hjælpe med velkomstdrink, overtøj og generel info såsom hvor toiletterne er.
  • Når det er tid til spisning skal toastmasteren hjælpe folk på deres pladser, selv når der er bordkort kan folk blive forvirrede og vandre rundt.
  • Når alle er på plads er det tid til at slå på glasset/ringe med klokken og byde alle velkommen, fortælle hvorfor han/hun er valgt som toastmaster, hvad der skal ske i løbet af aften, bruden og gommens ønsker samt fortælle lidt om aftens menu og drikkevarer.
  • Talerne er en stor del af toastmasterens opgave. Hvordan rækkefølgen sættes og hvis der er sange, hvornår de skal synges. Det er tradition at brudens far eller mor taler først, derefter gommen og derefter normalt en brudepige/forlover.
  • En af de afsluttende opgaver er at toastmasteren står for hvordan bryllupskagen skal skæres samt fastslå hvornår den første dans for brudeparret skal danses.

Møde inden festen

Det kan være nødvendigt at holde et møde med jeres toastmaster inden festen, så I er sikre på, at vedkommende ved, hvordan I ønsker jeres bryllupsfest, skal foregå. I skal også forberede jer på, at der vil komme flere indslag, end I måske regner med, og at det tager tid at sidde ved bordet.

Hvis du tænker, at I er spontane personer, der godt kan lide at folk kan slå på glasset når de har lyst, så overvej alligevel en toastmaster en ekstra gang. Bryllupper kan være krævende arrangementer med mange gæster og det vigtigste er, at I kan slappe af og nyde jeres bryllupsfest.

Her er otte gode råd til toastmasterjobbet – du kan printe listen ud og give til jeres udvalgte.

Gode tips til toastmasteren

  • Meld ud, hvem du er tidligt på dagen, så alle med indslag og taler melder sig til dig.
  • Forsøg at lave et tidsoverslag, og sig til de enkelte indslag, hvor lang tid de har. Nær familie og vigtige nøglepersoner, skal selvfølgelig have god tid, ca. 10-15 min. Onkler, tanter og personer længere ude, max. 5 min.
  • Sørg for blande indslagene – alvorlige, muntre, underholdende, så det varierer aftenen igennem. (Vær opmærksom på, hvorvidt den traditionelle talerække skal overholdes).
  • Ved middagens begyndelse, er det vigtigt at du markerer dig igen, og informer om, at der nu er lavet en plan og hvordan denne nogenlunde skal forløbe (det er vigtigt, at orientere talerne om, ca. hvornår de skal på).
  • Orienter løbende om, at der nu kommer ex. 3 indslag i streg og derefter en ryge/tissepause og derefter hovedret. Hvis gæsterne ikke får klar besked, kan de let smutte på må og få, og det kan hurtigt blive svært at samle folk. Dette kan gå ud over tidsplanen. Det er her, du som toastmaster skal vise dit værd.
  • Du skal koordinere med køkken og serveringspersonale, hvornår der er indslag, så hovedretten ikke bliver kold, eller de pludselig kommer ind med mad midt i en tale.
  • Orienter køkkenet om, hvornår de skal komme ind med eventuelle festsange til omdeling.
  • Meddel eventuel band, om der er forsinkelser, hvornår de kan stille op, og ca. hvor langt I er i programmet.